Sådan skal Windows-progammer køre på Android-tablets
Windows-programmer er ikke kun forbeholdt Windows-pc’er. Det er allerede muligt at køre disse programmer på eksempelvis Linux- og Mac-maskiner, og nu er der også en løsning til Android på vej.
Softwaren, der kan køre Windows-programmer på andre platforme, hedder Wine, og i øjeblikket bliver der investeret i at portere løsningen til Android.
Ifølge Phoronix.com blev Android-udgaven for nylig demonstreret i Bruxelles af Alexandre Julliard fra CodeWeavers. Firmaet leverer den Wine-baserede CrossOver-softwareløsning, der gør det muligt at køre Windows-programmer på Linux og Apple OS X.
Fremvisningen kørte langsomt, men det skulle angiveligt skyldes, at der var tale om en Android-emulator i stedet for en fysisk udgave af en Android-tablet.
Historien melder ikke noget om, hvornår vi kan forvente at se den færdige udgave.
Du kan se billeder fra demonstrationen via Phoronix.com.