Huawei bruger en halv milliard på Nokias hjemmebane

Kinesiske Huawei fordobler antallet af medarbejdere i Europa og byder samtidig Nokia op til dans ved at etablere et udviklingscenter i Finland.

Mobiltelefoner

Huawei har haft succes med at sende smartphones ud på det europæiske marked, og nu forsøger den kinesiske mobilproducent at sætte endnu mere skub i udviklingen.

I løbet af de næste tre til fem år vil Huawei således fordoble antallet af medarbejdere i Europa fra 7.000 til 14.000, skriver reuters.com.

Derudover vil der blive etableret et forsknings- og udviklingscenter i Finland, hvor Nokia står foran en stor fyringsrunde. Huawei har sat 70 millioner euro – det vil sige cirka 530 millioner kroner – af til dette projekt.

Huaweis finske udviklingscenter bliver det 11. af slagsen i Europa, og det er planen, at staben skal bestå af 100 medarbejdere. Nedskæringerne i Nokia kan formentlig gøre rekrutteringen lidt lettere.

Huawei meddeler ligeledes, at firmaet også vil begynde at satse på Windows Phone 8 som supplement til Android. Firmaet ønsker ikke at sætte et nærmere tidspunkt på, men holder sig til, at det vil ske inden for den nærmeste fremtid.