3 åbner 4G i september – starter i 15 byer
Telia og TDC er allerede godt i gang, men nu er der kun få måneder til, at teleselskabet 3, også melder sig ind i 4G-kampen.
Torsdag havde selskabet således inviteret den danske tech-presse til pre-launch på Roskilde Festival, hvor direktør Morten Christiansen løftede sløret for 4G-planerne.
Omkring 1. september åbner 3 for sluserne i landets 15 største byer.
– “Ved at begynde med et fokus på de største byer, mener vi at dække det umiddelbare behov, som vores kundegruppe har,” forklarede Morten Christiansen.
De 15 byer er: København, Århus, Odense, Ålborg, Esbjerg, Randers, Kolding, Horsens, Vejle, Roskilde, Helsingør, Herning, Hørsholm, Silkeborg og Næstved.
I øjeblikket er der opstillet 300 master med 4G, og det tal bliver løbende opgraderet.
– 3: 4G er et supplement til 3G
– “Lige nu dækker vi cirka 35 procent af befolkningen, men ved årsskiftet vil vi have udvidet til over 800 master og dermed over halvdelen af befolkningen,” tilføjede 3-direktøren.

3: Vi har ikke været for langsomme
Lanceringen af 4G i Danmark rykkede imidlertid allerede sidste år med TDC og Telias indtog på markedet.
Alligevel afviser Morten Christiansen, at 3 har været for langsomme til at komme ud af busken.
– “Det kan have sine fordele at være ‘first mover’. Det mener vi imidlertid ikke er tilfældet på dette marked,” lød det fra 3-direktøren.
– “Vi binder i høj grad 4G sammen med ‘devices’ (mobiler og tablets, red.), og vi har haft fokus på at gøre forberedelsesarbejdet ordentligt samtidig med, at vi får en god timing i forhold til produktlanceringer. I øjeblikket er 4G et dongle-produkt til computeren i Danmark, men vi forventer at have vores første 4G-mobil klar i løbet af tredje kvartal. Så det er den rette timing,” tilføjede Morten Christiansen.
3 oplyser, at alle selskabets kunder kan få adgang til den højere hastighed uanset abonnement – og uden at betale ekstra. Det kræver, at man befinder sig i et område, der er dækket af 4G, og at man er udstyret med hardware, der understøtter teknologien.
Der vil desuden blive lanceret et nyt data-abonnement med meget stort dataforbrug. Prisen er endnu ikke offentliggjort, men 3 hævder, at der bliver tale om “en skarp pris”.
Læs også:
– Billeder fra 3’s prelaunch af 4G