Her er de nye mobiler i juni måned
Det er ved at være højsæson for sommerferie, men det er også i den grad højsæson for at få de produkter, som blev lanceret til Mobile World Congress 2012, tilbage i slutningen af februar, ud på markedet.
Denne måned byder på intet mindre end seks forskellige enheder, som blev præsenteret for offentligheden tilbage under verdens største mobilmesse.
Du kan her se nærmere på hvilke telefoner du kan finde på hylderne i juni måned.
LG Optimus 4X HD
LG Optimus 4X HD er LG’s topmodel for 2012, og den er efterfølgeren til den berygtede Optimus 2X. Den nye Optimus 4X HD kommer med 1,5 GHz NVIDIA quad-core processor og en 4,7 tommer HD IPS LCD-skærm (med en opløsning på 1280 x 720 pixels).
LG har i Optimus 4X også valgt, at give den en indbygget hukommelse på 16 GB.
Telefonen kommer med et 8 megapixels kamera på bagsiden, mens kameraet på fronten har 1,3 megapixels.
Mobilsiden.dk var forbi LG’s stand under Mobile World Congress – du kan se vores første indtryk af LG Optimus 4X HD i en lille video her.
Ude i verden har Optimus 4X HD også fået rosende ord med på vejen. Det er ikke alle teleselskaberne, som tager Optimus 4X HD på hylderne – TDC har sagt nej, men Telia er blandt de hvor du kan få LG’s bud på en quad-core mobil.
Du vil i løbet af de kommende uger kunne læse en fuld anmeldelse af LG’s topmodel her på Mobilsiden.dk – telefonen har en vejledende udsalgspris på mellem 3.495-3.795 kroner uden abonnement.
Nokia 808 Pureview
Nokia fik enorm stor opmærksomhed på MWC med deres kamera-monster med hele 41 megapixels. Navnet på denne er Nokia 808 Pureview, og den kommer med brugerfladen Symbian. Du kan se billeder taget med 808 Pureview her.
Telefonen kan levere billeder i en opløsning på 7728 x 5354 pixels i 16:9 format eller i 7152 x 5368 pixels i 4:3 format. Kameralinsen er udviklet af Carl Zeiss, og teknologien der skal levere den høje opløsning kaldes ”oversampling”.
Foruden det utrolige kamera, så byder skærmen på 4 tommer, 16 GB intern hukommelse og alt sammen styres med en 1,3 GHz processor. Du kan se yderligere specifikationer på 808 Pureview fra Nokia her.
Du kan finde priserne på 808 Pureview på Mobilpriser.dk, og så kan du også finde den på hylderne blandt andet i din lokale Telia butik eller på deres webshop.
Sony Xperia P
Sony Xperia P er lillebror til Xperia S, der var den første smartphone fra Sony uden Ericsson. Det var en telefon der endte på 5 ud af 6 stjerner på Mobilsiden.dk, så der er også en del forventninger til Xperia P.
Xperia P er en Android-telefon, der kører version 2.3.7 (Gingerbread), men opdateres indenfor nærmeste fremtid til Android 4.0. Telefonen er i et helstøbt aluminiumsdesign, hvilket giver en følelse af kvalitet når man har den i hånden. For flere specifikationer se her.
Skærmen er en 4 tommer skærm med WhiteMagic display teknologien, som skulle give en forbedret synsoplevelse og være rigtig god ved udendørs brug.
Xperia P kommer på hylderne ved blandt andet Telenor i juni måned, og du kan også altid finde dagsaktuelle priser på Mobilpriser.dk. Xperia P kom ved nogle forhandlere i maj måned.
Du kan se nærmere på Xperia P i denne video, hvor vi får vores første kig på telefonen.
Sony Xperia U
Xperia U fra Sony er den mindste i Xperia i NXT-serien, hvor også Xperia S og P er medlemmer.
Sony har sat en 3,5 tommer skærm i Xperia U, samt et 5 megapixels kamera og Android 2.3 Gingerbread er valgt som styresystemet. Xperia U bliver dog ligesom P og S opdateret til Android 4.0 inden for den nærmeste fremtid. Du kan læse nærmere omkring specifikationerne på Xperia U her.
Xperia U har en rigtig smart feature, som mange måske vil synes er interessant. Det gennemsigtige element i bunden lyses op med samme farve som grafikken eller billedet på skærmen har.
Mobilsiden.dk kiggede også nærmere på Xperia U i Barcelona, det kan du se mere om i en lille video her. Xperia U kom ved nogle forhandlere i maj måned.
Xperia U kommer til en ganske overkommelig pris på lige omkring 2.000 kroner uden abonnement. Du kan se nærmeste forhandler på Mobilpriser.dk.
Nokia Lumia 900
Så er Nokia Lumia 900 endelig klar til danskerne, og Mobilsiden.dk er da også godt i gang med at teste telefonen, der har lidt at leve op til med den meget anmelderroste Lumia 800.
Nokia Lumia 900 har en 4,3 tommer skærm med AMOLED ClearBlack display, og en opløsning på 800 x 480 pixels – motoren der driver telefonen er en 1,4 GHz single-core Qualcomm APQ8055 MDM9200 processor.
Lumia 900 har et 8 megapixels kamera med Carl Zeiss optik, og optager video i 720p HD 30 fps og kommer med indbygget hukommelse, gyroscope, magnetometer og meget andet. Versionen der kommer på det danske marked er en 3G-version, og ikke 4G-version, som den der først blev præstenteret til det amerikanske marked.
Du kan se en hurtig sammenligning af Nokia Lumia 800 og Lumia 900 her.
Mobilsiden.dk har været på foto-tur med Lumia 900, du kan se billederne vi har taget indtil nu her.
Nokia Lumia 900 kommer blandt andet på hylderne denne måned hos Telenor, den fandt sin vej hos nogle forhandlere allerede i slutningen af maj måned.
Du kan altid finde dagsaktuelle priser på Mobilpriser.dk.
HTC Desire C
Desire C er en prisbillig smartphone fra HTC, der kommer på markedet med Android 4.0 og HTC Sense 4.0.
Der medfølger 25 GB gratis hukommelse i Dropbox ligesom tilfældet også er med telefonerne i HTC’s One-serie, og der kan selvfølgelig tilkøbes mere hvis dette ønskes.
Telefonen har en 3,5 tommer HVGA-skærm med en opløsning på 320 x 480 pixels, et 5 megapixels kamera og en 600 MHz Snapdragon S1 processor, 4 GB hukommelse hvilket kan udvides med microSD-kort.
HTC Desire C kommer i en version med NFC, samt i en version uden – om begge kommer på det danske marked er endnu uvist.
Den vejledende pris bliver på omkring 1.900 kroner uden abonnement. HTC Desire C kommer på hylderne ved både Telia og Telenor, og du kan som altid, også finde dagsaktuelle priser ved de forhandlere på Mobilpriser.dk der har denne enhed.
OBS!
Lanceringsdatoer er altid en størrelse, der kan ændre sig med tiden. Der er derfor forbehold for, at der kan komme flere til listen, eller modsat.