Pas på: Batteri-app til Android er et svindelnummer
En falsk batteri-applikation florerer i øjeblikket på Android-mobilerne.
Teksten der kommer frem kan være ”Batteri-levetid øges 226 % – Få den GRATIS App her, nu!”. Men hold dig langt fra at trykke på linket og installere app’en.
Du får ikke bedre batteritid, men derimod et svindelprogram, der sender overtakserede SMS-beskeder, eller tilmelder dig dyre SMS-tjenester, skriver Appandroid.dk.
En bruger beretter om en mobil, der blev tilmeldt et abonnement på 35 kroner om måneden, der trækkes via telefonregningen.
App’en findes ikke i Googles app-butik Google Play, men kan komme frem i reklamer i andre apps.
