Ny Samsung-mobil lækket – er det Galaxy S III denne gang?
For mindre end en uge siden begyndte et billede, som hævdede at være den kommende Samsung Galaxy S III, at tage turen rundt på adskillige teknologi-hjemmesider og -fora.
Nu sætter et nyt billede yderligere skub i rygtemøllen.
Phonearena.com kan således fremvise en ny Samsung-smartphone med modelnavnet GT-I9300. Den populære Galaxy S II hedder GT-I9100, mens Galaxy Nexus går under GT-I9250.
Oplysningerne om GT-I9300 på billedet er desværre sparsomme, men det fremgår i hvert fald, at der er tale om Android 4.0 (Ice Cream Sandwich) med Samsung egen TouchWiz-brugerflade lagt henover.
Der er ingen fysisk ‘hjem’-knap. Den sidder i stedet som en af tre såkaldte soft-touch-taster i bunden af skærmen. Hernede finder man også Samsung-logoet, som ellers er placeret over skærmen på Galaxy S II.
Phonearena.com hæfter sig i øvrigt ved telefonens kant og spekulerer samtidig i, om der er tale om en form for beskyttelses-‘bumper’ eller -cover.
Læs også:
– Samsung-boss: Galaxy S III kan komme i april
