CES 2011: Samsung Google TV
Ved Google TV får TV’et indbygget en “rigtig” computer med et rigtigt styresystem, som gør det i stand til at udføre mere advancerede ting på nettet.
Med Google TV bliver det mere enkelt at få adgang til TV-tjenester, Apps (computer programmer), søgninger og adgang til internettet. Indhold og interaktive tjenester låses ikke til en bestemt TV producent, men kan leveres af trediepart.
Indtil videre er det kun Sony som har meldt sig under fanerne, men nu ser det ud som om Samsung også er på vej. Det fortæller det anerkendte finansmagasin Bloomberg.
Bloomberg erfarer at Samsung planlægger en annoncering til januar om at de også vil tilbyde Google TV, ligesom de har fortalt at de er “åbne” overfor at bruge Intel chipset i deres TV (til computeren).
Det kan næsten kun betyde at CES 2011, den store elektronik udstilling i Las Vegas 6-9. januar, vil danne rammen om Samsungs indgang til Google TV.
Hvis det er rigtigt så vil det nok kun være et spørgsmål om tid inden de øvrige TV producenter følger med, og så vil open source systemet Google TV kunne blive den første fælles platform for TV apparater.
Se mere om Google TV på: http://www.google.com/tv/