To ugers gratis TV fra Boxer
Den 1. november er det ét år siden lanceringen af kommercielt digitalt tv herhjemme. Boxer tyvstartede godt nok i enkelte dele af landet op til premieren, men først med lukningen af de gamle analoge TV-sendere gik Boxer i luften sådan rigtigt.
Den fødselsdag vil de gerne fejre, ved at uddele gratis TV-signaler i to uger.
Fra d. 1/11 til d. 14/11 kan kunder med egen antenne få adgang til 28 betalingskanaler.
For at se Boxer kanalerne kræves et nyere TV med MPEG-4 DVB-T tuner, eller en tilsvarende settop boks. Der skal ikke bruges kort, de mange kanaler sendes ukodet i den periode.