YouSee vil udfordre Blockbuster
Til næste år kan YouSee overhale Blockbuster indenom, når de lancerer filmleje hjemme direkte via TV-apparater, blu-ray og spillekonsoller.
Mens Blockbuster i USA er ved at bukke under, som følge af øget konkurrence på filmleje via nettet og via postordre, så går det mere trægt herhjemme med den type tjenester. Tværtimod forsikrer Blockbuster Danmark os om, at filmleje via butikkerne ikke er udfordret væsentligt.
Men til næste år kan det billede meget vel ændre sig, for YouSee kan overhale Blockbuster indenom.
TV og film flytter sig gradvist til nye platforme. YouSee Web-TV streamer eksempelvis op mod 200.000 timers live-tv om måneden til computere. PC’en er blevet et ekstra tv-apparat i hjemmet.
YouSee Cinema udvides til nye platforme
YouSee Cinema udvides til nye platforme
YouSee udvider deres allerede populære filmleje On Demand til nye platforme i 2011. Og det er her at Blockbuster for alvor kan komme til at mærke konkurrencen herhjemme. For YouSee satser målrettet på at komme bredere ud i de danske hjem med filmleje.
De nye platforme for YouSee Cinema er:
– Integreret som widget på nye tv-apparater og blu-ray afspillere, så man kan leje film uden boks direkte fra sit TV.
– Integreret med spilkonsoller, så man kan leje film via nettet direkte fra spillekonsollen.
Så til den tid vil YouSee Cinema brede sig fra YouSee boksen, over nettet, til spillekonsoller, blu-ray og TV apparater. Det giver en helt anden tyngde og bredde, end produktet har i dag.
Primært HDTV
Og kvaliteten skulle være sikret på forhånd. YouSee Cinema tilbyder i dag alle nye film med biografpremiere i HD.
Der opereres dog også med SD kvalitet (gammeldags TV opløsning) eller DVD kvalitet, på katalogfilm og direkte-til-video-film (film der ikke kommer op i biograferne).
På sigt vil hovedparten af alle film på YouSee Cinema være i HD kvalitet.