HTC Touch Pro2 (produkttest)
Det første man ligger mærke til når Pro2 ligger i hånden er vægten på 179 gram. Hold da op den er tung, men i mobilverdenen kan vægt også signalere kvalitet.
Generelt er vi på redaktionen ikke vilde med plastik men i dette tilfælde, er producenten alligevel sluppet heldigt fra brugen af dette billige materiale.
HTC Touch Pro2 er en mobilterminal for hardcore profesionelle erhvervsbrugere, det vil sige, dem med behov for “kontoret i lommen”. For private er det alt for uhandy og dyr.
Lækker skærm og tastatur i særklasse
Som på Touch HD er skærmen af VGA-typen med 480×800 pixels i opløsning. Pro2’s skærm er dog 0,2 tommer mindre (3,6″). Alligevel formår Pro2 at imponere – specielt ved fuld lysstyrke står skærmen virkelig flot.
Et komplet QWERTY-tastatur kan køres ud under skærmen, der samtidigt kan vippes op i skråstilling. Tasterne har en god klikrespons, og afstand samt forhøjning gør mail -og sms-skrivning let og hurtig.
Lysføleren tænder for tasternes baggrundsbelysning, når det er påkrævet. Dette sparer også på batteriet.
Pro2 har danske karakterer på tastaturet, men funktionsknappen “FN” skal aktiveres, inden de kan vælges. Lidt trist at æøå ikke er direkte tilgængelige, men efter lidt tid, bliver “FN” en vane.
Når tastaturet åbnes, vender skærmbilledet automatisk – selv TouchFlo 3D-interfacet fungerer i liggende tilstand.
Selvom skærmen er af typen “resistive” er oplevelsen god, På denne type kan betjeningen ske både med stylus, finger eller spidsen af en kuglepen. I forhold til Nokia N97 som har samme skærmtype, er Pro2 fra HTC væsentligt bedre.
En nyskabelse er “Start/Windows”-symbolet, som linker direkte til programstarts-oversigten med 24 favoritgenveje, brugeren kan tilpasse selv. Er dette ikke nok kan “alle programmer” vises på en lang alfabetisk liste. Efter nogle få dage, bliver denne funktion ret handy, specielt når ens favoritprogrammer pludselig er direkte tilgængelige.
Aktieoversigten der blev introduceret med Touch HD findes også i Pro2 sammen med den populære vejr-applikation.
Stabil Windows Mobile
Touch Pro2 leveres med styresystemet Windows Mobile 6.1 og kan senere opgraderes til version 6.5. HTC har tidligere lovet, at der bliver tale om en gratis opdatering.
Hastigheden i menuer og ved betjening er stabil, men ikke overdreven hurtig. Dette skal nok mere tilskrives styresystemet fremfor enheden i sig selv.
Umiddelbart er Windows Mobile stabil, og sløves ikke hen over dagen – men du skal ikke regne med et wow-oplevelse på betjeningshastigheden.
I fanen “indstillinger” er det nu også muligt at justere programmernes placering på fanen i bunden, samt slå dem man ikke bruger – helt fra. Desværre er det ikke muligt selv at tilføje nye elementer.
Internet og mail
Opera har leveret internet-browseren, og som på tidligere HTC-modeller gør denne et godt job. Det er således intet problem at åbne og navigere på almindelige hjemmesider fra mobilen.
En zoom-bar under skærmen er i øvrigt med til at gøre navigationen på websites meget brugervenlig og fleksibel.
Udover fuld integration med Microsoft Exchange og Google Apps kan Pro2 også sættes op til almindelige pop3 eller imap-mailadresser.
Den indbyggede kalender giver et godt overblik samt vejrudsigt på de fem kommende dage, ligesom kontaktlisten også er blandt markedets bedste.
Øv-ting
Generelt ligner Touch Pro2 ganske meget Touch HD og Touch Diamond2. Men vi er skuffede over, at man stadig ikke har monteret 3,5 mm. standard jackstik til headset.
Mobilen leveres med en prøveversion af CoPilot Live 7, hvilket er gode nyheder. Det trælse er, at man selv skal downloade kort fra CoPilots hjemmeside og installere dem på mobilen. Helt ærligt… I det mindste kunne der da, vedlægges en DVD eller et lille hukommelseskort.
I øvrigt er FM-radioen forsvundet – eller rettere, den mangler. Æv! Dog vil rygter vide, at FM-chippen rent faktisk er i enheden. Det betyder, at HTC ved en senere softwareopdatering kan vælge at aktivere radioen.
Når du fører en samtale i Pro2, kan den sættes højtaler (speakerphone) ved blot at vende den om med skærmen ned, hvilket gør det voldsomt enkelt at aktivere og deaktivere funktionen. Lydkvaliteten er rimelig god i højtalerne og acceptabel i den anden ende af samtalen. Den kan ikke bruges til lange samtaler, men er fuldt anvendelig, når der lige hurtigt skal tages et notat.
Hurra-ting – Facebook integration
Mobilen gemmer under hver kontaktperson – kommunikation som sms og mails. Med denne funktion, skal der blot slås op under en person for at finde kommunikationen. Dette er godt fundet på – men kræver naturligvis, man husker på at muligheden eksisterer.
Modtages mails som matcher en kontaktperson i mobilen, fremkommer automatisk et “ring op”-ikon på mailen. Det betyder, at man direkte fra en mail kan ringe kontaktpersonen op. Sådanne små finesser er generelt spredt omkring i Pro2 – hvilket er ret fedt.
HTC har desuden lavet en mini-integration af Facebook. Med denne kan ens status opdateres og mobilen henter automatisk kontaktbilleder af ens venner. På en relativ simpel oversigt, kan man desuden se vennernes statusopdateringer. Ret cool feature.
Kameraet på 3,2 megapixels burde måske stå under “øv-ting” hvis ikke det var fordi, at billedekvaliteten faktisk var rimelig okay.
Billeder taget med HTC Touch Pro2
God musikafspiller
I musikdelen kan der opbygges spilleliste og indhold kan synkroniseres via Windows Media Player på computeren. Faktisk indeholder denne afspiller, hvad man i dagligdagen har brug for.
Det store men er hovedtelefonerne. HTC har vedlagt et trist headset, som tilsluttes via usbporten i bunden af mobilen, som på ingen måde får produktet til at yde sit optimale. Jeg savner en adapter, som vil gøre det muligt at tilslutte egne hovedtelefoner.
Vi har testet lyden via et USB til Jack-konverter og må konstaktere at lydkvaliteten er rigtig god -hvilket jo blot gør det endnu mere ærgerligt, at man ikke har fokuseret mere på tilslutningsmulighederne. Lyden kan desuden tilpasses ens personlige smag via equalizer.
Batteri
HTC Touch Pro 2 har et batteri på hele 1500 mAh, hvilket gør den er vanskelig at køre træt, omend det ikke er umuligt. Den store skærm sluger en del strøm, så man skal fortsat huske at deaktivere Bluetooth og trådløst netværk når det ikke benyttes.
Opladning sker via USB-stikket og mobilen kan dermed oplades blot en almindelig computer er inden for rækkevidde.
HTC lover 510 minutters taletid – mere end de fleste andre mobiler, og en absolut nødvendighed for professionelle brugere.
Fremtidssikret
Som andre mobiler med Windows Mobile-systemet, kan der også på denne, installeres egne programmer. Internettet bugner af tilføjelsesprogrammer, men installationen opleves af mange som en udfordring.
Denne del optimeres i løbet af 2009 hvor Microsoft frigiver Windows Mobile 6.5 med applikationsbutikken Windows Marketplace. Via denne, kan brugerne selv finde både gratis og betalingsprogrammer, der kan hentes direkte ned på mobilen.
HTC har tidligere oplyst, at ejere af Touch Diamond2 og Pro2, gratis får gratis opgradering til version 6.5. Dermed skulle produktet til en vis grad være fremtidssikret.
Konklusion: Perfekt til business
Som arbejdsmobil i et job hvor behovet er fuldt synkroniseret mail, kalender, kontakter m.v. og hvor det at skrive længere mails i marken er et must, er HTC Touch Pro2 anbefalelsesværdig.
Størrelsen er lige i overkanten, men den overskygger ikke fordelene i hverdagen.
I Windows Mobile-kategorien er HTC Touch Pro2 årets business-mobil. Derfor får den topkarakteren seks ud af seks stjerner.
Tidligere har vi anmeldt Nokia E71, som også har businessfokus til samme karakter – dog i Symbian/Nokia-kategorien.
Læs også:
Video: Pro2 – ultimativ business-mobil?