Sony DSC-RX100 Mk III: Et kompaktkamera til entusiasten [TEST]
Sonys Cyber-shot DSC-RX100 III er et kompakt kamera med et væld af muligheder – måske en smule for mange for den almene bruger, men en fryd for kameraentusiasten, der ikke orker at trække rundt med det tunge spejlrefleks.
Sony samler essensen af deres kamerakunnen i det kompakte Cyber-shot DSC-RX100 III og gør det lettere at have fantastisk fotokvalitet med i lommen.
RX-100 III er, som navnet antyder, det tredje i rækken af kompaktkameraer, der leverer en knivskarp billede- og videokvalitet der kan nærme sig de langt større spejlreflekskameraer.
Det ligner til forveksling sine to forgængere; samme størrelse og samme display. Som noget nyt hos RX100 III finder du den elektroniske søger, der på RX100 II kunne købes som tilføjelse, samt en LCD skærm der kan vippes 180 grader så man er klar til at tage selfies.
Optikken byder nu kun på 3x zoom (24-70mm), mod 4x tidligere (28-100mm) – Sony giver dog igen ved at sikre en lysstærk optik på f/1,8 til f/2,8.
Prisen på kameraet ligger på omkring 5.375,00 som er et godt stykke over andre kompaktkameraer, men hvis du ikke vil gå ned på udstyret, er det kameraet du skal købe.
Specifikationer
Mål: 101,6 x 58,1 x 38,3 mm, 290g (med batteri og medier)
Skærme: 7,5 cm, 1.228.800 punkter, TFT LCD
Lukker: 1/2000 til 30 sekunder
Sensor: Exmor R CMOS-sensor 13,2mm x 8,8mm
Billede: 20,1 Megapixel
Objektiv: Zeiss Vario Sonnar T*-objetiv, 2.9x 24-70mm f/1,8-f/2,8
ISO: Stilbillede: 125-25600, Film: 125-12800
Video: AVCHD, op til 1920 x 1080/50p ved 28 Mbps
Et kamera med massefylde
Kameraet har tyngde med sine 290 g og de mange funktioner det indeholder; en opklappelig elektronisk søger, blitz og en LCD skærm. Skærmen kan vippes 180 grader, hvilket fungerer til perfekt hvis man skal tage selfies eller et gruppebillede med familien.
Skærmen er også oplagt til koncerter eller festivaler, da den kan vippes ud så man kan se billedet nedefra.
Kameraet er robust, men falder lidt forover når man har det i hånden, så man skal være sikker i sit greb om det. Størrelsen og den medfølgende håndledsrem gør det dog nemt. Knapperne kan virke en smule små og delikate, men igen, det er kompromiset man må indgå, når kameraet skal være så kompakt. Designet er lækkert og menuerne er brugervenlige – dog kommer den til korte i kategorien apps, hvor interfacet er rodet.
Hurtig og generøs søger
Kameraet er hurtigt på tasterne og sættes igang enten ved at slå den elektroniske søger op eller ved at tænde på tænd/sluk knappen.
Søgeren er at foretrække frem for LCD skærmen, da det er nemmere at holde kameraet helt stille og samtidig ændre indstillinger på linsen, så man får det ønskede billede. Søgeren leverer en opløsning på 1.440K punkter, hvilket betyder at man ser et knivskapt og naturtro billede. På den måde bliver man ikke overrasket over fokuspunker på billedet, når det overføres til en større skærm.
Kameraet fokuserer hurtigt og sikkert på motivet. Man føler sig sikker i sin sag, når man tager et billede af objekter i bevægelse. Men helt lige så hurtigt som et spejlrefleks er det ikke.
Knivskarpe billeder
Objektivet med rækkevidden 24-70mm leverer gode fotomuligheder.
Ved 24 mm får du en bred vidvinkel der inkluderer hele motivet og omgivelserne, hvilket gør det ideelt til landskabsbilleder. Ved max zoom på 70mm kommer du ikke helt tæt på som med et deidkeret teleobjektiv, men blænden på f/2,8 er med til at sløre baggrunden og få frontmotivet til at stå klart frem – hvilket gør kameraet velegnet til portrætbilleder.
Det er nemt at indstille kameraet manuelt, da det både kan gøres på linsen og på displayet ved hjælp af knapperne og skærmen.
I mørke omgivelser giver kameraet også rigtig gode billeder i op til ISO 3200. Selv med en ISO på 12800, er billedet brugbart til deling på de sociale medier.
Fuld HD-optagelse
Kameraet gør også videooptagelsen nem og leverer 1080 HD video. Det er nemt at fokusere, billedet er skarpt og lyden er også fin, dog kan der ikke kan tilsluttes ekstern lydoptager.
Man kan optage i slow-motion og som noget nyt, er der mulighed for at gemme i det helt nye XAVC S format, gør billedet meget detaljeret. Du kan også stadig gemme i AVCHD, så du kan redigere i videoprogrammer.
Der kan optages op til 50 billeder per sekund ved 28 Mbps og i XAVC S formatet tillader en billedstrøm på 50 Mbps.
Som på stilbillederne, er det nemt at stabilisere under videooptagelsen. Det gør det oplagt til optagelser af aktiviteter, både hvis det er en fodboldkamp eller en koncert. Det kræver dog et godt lys, da kameraet kan have lidt svært ved at fokusere i mørke, når objekterne bevæger sig.
I teorien delevenlig
Du kan dele billederne direkte til din telefon eller computer via Wi-Fi. Det kræver at du installerer appen Playmemories, som du kan finde her. Det er klart en fordel, hvis man har taget et gruppefoto, der skal deles med vennerne.
I teorien burde det virke ved at forbinde sin smartphone til kameraets hotspot og så åbne appen på telefonen, men i realiteten kan jeg ikke få det til at virke. Alternativt kan du oprette forbindelse til kameraet via hjemmenetværket og derigennem bruge appen, men så fjernes ideen med hurtig deling på vejen og med vennerne.
Alt i alt virker den ‘smarte’ Wi-Fi deling rodet og jeg ville til enhver tid overføre via SD kortet eller HDMI.
Konklusion
Ideen med RX100 Mk III har tydeligvis været at samle et spejlrefleks i en kompakt beholder – og det gør Sony til ug med kryds og slange. Prisen ligger lidt over andre kompaktkameraer, men det er pengene værd, hvis du ikke vil gå på kompromis med billedkvaliteten.
Sonys RX100 Mk III er et fremragende kamera med et væld af funktioner. Det kan med god vilje erstatte spejlreflekskameraet – både når det gælder billede og video. Men det ligger også i samme prisklasse som et amatørspejlrefleks, dog uden muligheden for forskellige objektiver. Det er velegnet til fotoentusiasten, der elsker at lege med indstillinger, men for den almene bruger, er det næsten for avanceret.
Sony Cyber-shot DSC-RX100 Mk III får derfor 5 ud af 6 mulige stjerner.
Fordele
- Nok det bedste kompaktkamera på markedet
- Trådløs overførsel
- Fantastisk billedkvalitet
- God manuel instilling
Ulemper
- Relativ høj pris
- For avanceret til almen brug
- Besværlig Wi-Fi deling