Stor opdatering til Polestar 4 Coupé – de første ejere snydes

En stor softwareopdatering til Polestar 4 Coupé bringer Android 15 og understøttelse af digitale nøgler. Men de første købere må kigge langt efter en af de største nyheder.

Polestar
Polestar 4 Coupé. Foto: Mobilsiden.dk.

En ny, stor softwareopdatering ruller nu ud til Polestar 4 Coupé. Opdateringen bringer store teknologiske fremskridt som Android 15, men afslører samtidigt en nedslående nyhed for bilens allerførste købere.

Android 15 og digital nøgle

Softwareversion P4.3.0 opgraderer bilens operativsystem til Android 15 over-the-air. Det giver en mærkbart hurtigere respons og bedre ydeevne i infotainmentsystemet.

Samtidig introduceres digital nøgle til kompatible Google- og Samsung-telefoner. Dermed kan mobilen nu erstatte den fysiske nøgle fuldstændigt i hverdagen.

Læs ogsåPriser, specifikationer og billeder af Polestar 4 Coupé

V2L og smart campingtilstand

Opdateringen tilføjer også vehicle-to-load (V2L), så bilen kan fungere som powerbank med op til 3,3 kW via en adapter. Det gør det muligt at forsyne strøm til alt fra elværktøj til campingudstyr.

En ny campingtilstand holder desuden den ønskede temperatur i kabinen og lader stikkontakterne være aktive.

Systemet slår selv fra, hvis batteriniveauet falder til 20 procent, hvor ruderne åbnes for frisk luft.

Læs ogsåAlle elbiler fra Polestar

2025-ejere må undvære parkereringsassistent

Den nye parkeringsassistent, Park Assist Pilot, gør bilen i stand til selv at styre og bremse ved vinkelret parkering med op til 30 kilometer i timen. Men funktionen ruller kun ud til modelår 2026 og 2027.

Ejere af modelår 2025 forbigås derfor helt. Polestar oplyser, at det skyldes hardwareforskelle i de biler, der allerede trillede af samlebåndet på Geely-fabrikken i Kina det første år.

Det understreger den nye virkelighed for elbiler fra Kina. Hardwaren opdateres så hurtigt på de kinesiske bilfabrikker, at de tidligste købere risikerer at strande på en forældet platform efter få år på vejene.

Udgivelsesnoter for softwareversion P4.3.0

  • Operativsystemet, Android Automotive OS, er blevet opgraderet til Android 15. Dette omfatter generelle forbedringer af infotainment-systemet og dets ydeevne
  • Introduktion af digital nøgle til Google- og Samsung-enheder. Det vil være muligt at oprette en primær digital nøgle på kompatible enheder, så snart denne softwareopdatering begynder at blive udsendt over-the-air (OTA)
    • For at aktivere den digitale nøgle kræves en særlig kode. Denne kode vil blive sendt til alle primære førere, når den fulde funktionalitet frigives på det pågældende marked
  • Introduktion af park assist pilot i biler fra MÅ26 og MÅ27 udstyret med Pilot-pakken. Park assist pilot hjælper føreren med automatisk parkering på vinkelrette parkeringspladser. Når man kører med lav hastighed efter aktivering af “Help me park – Park assist pilot”, registrerer funktionen ledige parkeringspladser, og disse vises i kameravisningen på midterdisplayet. Føreren kan vælge parkeringspladsen og aktivere automatisk parkering på displayet. Når funktionen er blevet aktiveret, vil køretøjet derefter styre og bremse uden indblanding fra føreren. Park assist pilot-funktionen kan anvendes ved lave hastigheder op til 30 km/t
    • Denne funktion er ikke tilgængelig i MÅ25 på grund af forskelle i hardwaren
    • Park assist pilot er ikke tilgængelig, når trækstangen er ført ud
  • Introduktion af Vehicle-to-Load (V2L). Dette giver mulighed for at oplade en anden enhed, f.eks. elektrisk campingudstyr, elværktøj og en række forskellige forbrugerelektronikprodukter, ved at anvende køretøjet som en powerbank. Systemet har en effekt på op til 3,3 kW (16 A, 1-faset, 230 V) til at forsyne eksterne enheder med strøm ved at tilslutte en V2L-adaptor til bilens ladeport. Når batteriet aflades, vil ladeindikatoren vise et blåt, pulserende lys. Afladningen kan fortsætte, indtil Polestar 4 når den valgte nedre grænse, som brugeren har indstillet via opladningsindstillingen på midterdisplayet
    • En kompatibel Vehicle-to-Load (V2L)-adapter kan købes i Polestar Extras-webshoppen
  • Introduktion af campingtilstand til brug ved campering med Polestar 4. Denne nye tilstand holder temperaturen i bilens kabine på det ønskede niveau med V2L, og USB- og 12 V-stikkene er aktiverede, så du kan strømforsyne dine enheder, mens du camperer i bilen. Denne tilstand giver nem adgang til funktioner og betjeningselementer såsom omgivelsesbelysning, medieafspilning, klimaanlæg og dørlåse
    • Når campingtilstanden er aktiveret, går midterdisplayet og førerdisplayet i dvaletilstand 20 sekunder efter den sidste interaktion. Når man trykker på midterdisplayet, aktiveres de igen, og timeren nulstilles
    • Campingtilstanden slås automatisk fra, når batteriniveauet når 20 %, og ruderne åbnes for at sikre en god luftkvalitet
  • Introduktion af Valet-tilstand, der giver begrænset adgang til bilens funktioner via midterdisplayet. Når funktionen er aktiv, er det kun tilladt at foretage grundlæggende kørselsjusteringer
    • Derudover kan brugerne indstille en maksimal kørehastighed og låse handskerummet for at beskytte personlige ejendele
  • Oprethold klima er blevet tilføjet til menuen med generelle biltilstande. Det er nu også muligt at se den ønskede timer direkte på Oprethold klima-kortet
  • Nærhedslåsning er nu opdelt i to separate knapper: Oplåsning, når man nærmer sig og Låsning, når man går væk. Denne ændring udvider de tilgængelige indstillinger for låsning og oplåsning, da de nu kan indstilles separat efter brugerens præferencer
  • Oprethold klima-tilstanden slukker nu automatisk forlygterne, når den aktiveres. Forlygterne vender tilbage til den valgte indstilling, når Oprethold klima-tilstanden slås fra
  • Dashcam-appen indeholder nu en knap, der giver direkte adgang til Galleri-appen. I Galleri-appen findes der nu også en knap med direkte adgang til Dashcam-appen for at forbedre brugervenligheden

Forbedringer af widgets til genveje og apps på startskærmen under Favoritter, herunder flere pladser til genveje og apps. Widgeterne indeholder nu i alt ni genveje og apps på hver widget

  • Tidligere var det muligt at tilføje i alt seks genveje og apps til hver widget
  • Der introduceres desuden yderligere muligheder for genveje, der kan vælges:
  • Bilvasktilstand
  • Oprethold klima-tilstand
  • Dyretilstand
  • Campingtilstand
  • Afrimning foran
  • Afrimning bagtil, inklusive sidespejle
  • Forlygter slukket

Kilde: Polestar

Læs ogsåFind elbilen til dit behov