Nokia N8 – N som ‘næsten perfekt’ (mobiltest)

TEST: Nokia N8 er det tætteste finnerne har været på en reel supermobil i flere år. Vi har testet smartphonen Nokia N8 fra ende til anden.

Nokia N8 – N som ‘næsten perfekt’ (mobiltest)

Hvis du forventer, at Nokia har lavet en Android- eller iPhone-mobil, så bliver du helt klart skuffet over N8. Er du derimod nysgerrig efter at vide, om Nokia formår at lave en fornuftig smartphone, så læs denne anmeldelse.

Lad mig slå fast med det samme, at Nokia N8 ikke slår iPhone 4 eller topmodellerne inden for Android-serien – men det betyder ikke, at mobilkøberne skal gå uden om N8. Mobilen udfylder et meget vigtigt tomrum i Nokias produktkatalog, der ikke har haft et reelt “hero-produkt” siden Nokia N95.

Hvis man er Nokia-fan, eller overvejer at blive det, så SKAL man absolut tage et kik på den nye mobilserie fra Nokia, hvor N8 er den første. Senere følger C6-01, C7 og E7.

Nokia N8
Nokia N8

God kvalitet uden at være et designikon

N8 udmærker sig ved at være konstrueret i metal med en glasskærm på 3,5 tommer og en række gode fysiske knapper.

I hånden føles mobilen som god kvalitet, men øjet ser mest et “nørdet udtryk” – med mindre den konservative sort/grå farve skiftes ud med f.eks. blå eller grøn.

De kreative farver løfter gevaldigt produktets udtryk og derfor er det endnu mere ærgerligt, at de mest spændende farver, endnu ikke kommer på hylderne i Danmark.

N8 er altså en godt bygget mobiltelefon, men ikke et stil- eller designikon.

Menu og betjening er strammet op

Nokia har haft gevaldige udfordringer med menu- og styresystemet Symbian, der har haltet så langt bagefter sine smartphone-konkurrenter, at Nokias produkter i sammenligning har været direkte pinlige.

Det er tydeligt, at udviklerne siden N97 har haft ualmindeligt travlt med at forbedre og optimere Symbian, der i den nuværende version ^3, spiller Nokia på banen igen. Langt de fleste uhensigtsmæssigheder og den til tider ulogiske opbygning er optimeret, og det arbejde er udført så godt, at jeg ikke synes N8 opleves hverken dårlig eller irriterende.

Jeg mener, at du som køber skal smide Nokia-fordommene på hylden, og prøve N8 med et åbent sind. Man skal vænne sig til, at tingene er lidt anderledes end på Android og iPhone – men det er egentlig ikke et problem.

Forsiden har tre “skærme”, som individuelt kan tilpasses med genveje til programmer, favoritkontakter, Facebook, musik, mails og ikke mindst de aktuelle nyheder fra f.eks. TV 2 Nyhederne, Berlingske eller Mobilsiden.dk.

Tilpasningen sker ved at holde på en genvej, hvorefter den kan flyttes eller slettes. Det er ikke nødvendigt med en app eller widget for at få ens favoritnyheder på forsiden – blot der findes et RSS-feed, kan dette benyttes til at opsætte en nyhedsoversigt.

I den almindelige menu ligger hentede applikationer under “programmer” og en applikation kan fjernes fra mobilen, ved “valg” + “organiser” som giver mulighed for hente at fjerne en app ved at holde på den, eller flytte ikonet til en anden position.

Det er også muligt, at oprette egne mapper, hvis man ønsker at organisere programmerne yderligere.

Jeg synes Nokia er sluppet godt fra menu og brugerinterfacet. Ikke alt er perfekt – men det er bestemt til at leve med. Her skal man huske, at vanens magt er stor.

Nokia N8
Angry Birds kan hentes fra Ovi Marked.

App-butik med begrænset udvalg

Noget af det som i tidligere Nokia-mobiler ikke er blevet integreret på en naturlig måde er applikationsbutikken Ovi Marked (Ovi Store). Men i N8 er det anderledes, og Nokia har tilmeld gjort det langt lettere for udviklerne at skrive spil og applikationer til Symbian ^3.

Ved første kik er udvalget af apps meget begrænset, set i forhold til konkurrerende systemer – men så alligevel ikke. Personligt har jeg nemlig ikke manglet noget. Jeg fandt nemlig både Endomondo, Moodagent, Angry Birds, B.T., Nordea aktie app, Berlingske, TV 2 Nyhederne, Foursquare, Bold.dk og mange andre. Men også spil som Need For Speed og GT Racing findes på N8 – og naturligvis Mobilsiden.dk

Jeg har egentlig ikke savnet noget – andet end en ordenlig søgefunktion. F.eks. er der apps, der kan findes via Ovi Stores hjemmeside på nettet, men som ikke kommer frem, når der søges på mobilen.

Nokia fortæller dog, at de er klar over problemet, og arbejder på en løsning.

Ovi Marked har ikke flere hundrende “prutte apps” – men derimod en lang række apps med en høj funktionel kvalitet.

Nokia N8
Smiley i SMS på Nokia N8

Smiley i SMS

Noget af det mest efterspurgte fra mange almindelige mobilkøbere er smileys i SMS-beskeder – noget der tidligere ikke har været at finde i Nokias topmodeller. Men i N8 er det anderledes. Her har de smilende ansigter fundet vej til SMS-delen.

SMS er i øvrigt bygget op af et T9-tastatur, samt et komplet QWERTY-tastatur, der dog kun kan vælges, når mobilen lægges ned. Men i begge “tilstande” er der dansk ordbog og skærmen reagerer både hurtigt og præcist på ens indtastninger.

Man kan selv vælge om SMS’er skal ses som enkelte beskeder, eller i samtaler, som på iPhone og Android.

SMS’er kan vidersendes, der kan sendes til flere modtagere på én gang, oprettes skabeloner og SMS-grupper.

Samlet fungerer beskedfunktionen til topkarakter – og så er der i øvrigt en stor mængde af forskellige beskedertoner at vælge imellem.

God til samtaler

Samtalekvaliteten har altid været en store force hos Nokia – og det mærkes i N8. Lydkvaliteten i samtalerne, samt den indbyggede højtaler (speakerphone) er blandt markedets bedste.

Samtidigt er den god til at holde signal, selv ved dårlig dækning.

Fra opkaldsdelen er det let at få adgang til kontaktlisten og genopkald, overblik over ubesvarede opkald og ikke mindst telefonsvare-beskeder, fungerer uovertruffen.

Selv noget så simpelt som at forbinde til Bluetooth-headsets sker på få sekunder.

Langt de fleste smartphones er ligesom N8 gode til samtaler. Men N8 kører lige denne del en my mere overbevisende, end mange andre. Det er muligt, at denne påstand ikke kan påvises teknisk – så der er nok noget psykologi, der spiller ind.

Nokia N8
Internet på Nokia N8

Internettet er ikke moderne

Selvom Nokia har tilført multitouch i browseren, og flere andre steder i systemet, synes jeg stadig ikke, at internet-oplevelsen i N8 er på højde med den konkurrenterne tilbyder.

Browseren er rodet og vil man f.eks. gå tilbage til forrige side, præsenteres en visuel valgmulighed, der får én til at tro, at man vil gå tilbage til en anden browser-session og ikke bare retur til forrige side.

Jeg synes også, at browseren er forholdsvis langsom om at indlæse sider. TV2.dk tager f.eks. dobbelt så lang tid om at åbne på N8, som på en HTC Desire (begge på trådløst netværk).

N8 opleves tungere i navigationen rundt på siden og så er det tilmeld IRRITEREDE at tekst på artikler ikke tilpasses skærmbredden. Brugeren bliver nødt til at scrolle fra side til side, for at kunne læse en tekst.

Det er langt fra første gang jeg brokker mig over Nokias browser – og jeg undres stadig over, at Nokia endnu ikke har fundet på en tilfredsstillende løsning.

N8 skal derimod have pluspoint for automatisk og lynende hurtigtat forbinde til kendte trådløse netværksforbindelser.

Nokia N8
Multitasking på Nokia N8

Billeder og video – WOW!

Den største billedesensor nogensinde i en mobiltelefon inklusive 12 megapixels Carl Zeiss optik og rigtig Xenon-blitz! N8 er ENESTÅENDE til billeder! Jeg har for alvor lagt lommekameraet på hylden – og sætter min lid til mobilen.

N8 tager billederne hurtigt og har mange muligheder for indstillinger, selvom “auto” de fleste gange er alt rigeligt. Billederne er svære at beskrive i tekst – men du kan se en række forskellige i galleriet her i mobiltesten.

Jeg synes, det er fedt med et godt mobilkamera – og endnu bedre er det, når billederne automatisk får tilføjet en GPS-position. Men Nokia har desværre gjort det lidt bøvlet, at skifte fra auto til portræt, nærbillede, landskab, sport osv. Jeg savner genveje på skærmen.

Det ændrer dog ikke ved, at billederne bare er de flotteste på markedet (fra en mobil).

HD-videokameraet gør det også godt – selv på lyden. Jeg vil igen påstå, at kvaliteten aldrig før er set bedre.

Nokia har udstyret N8 med en gratis videoeditor, som gør det muligt at klippe egne videooptagelser sammen, sætte skilte på osv. Softwaren lider dog af, at være gratis – og den er langt fra på niveau med iMovie på iPhone 4.

Her synes jeg, Nokia burde udvikle en iMovie-konkurrent – gerne som betalingsapp. Det synes jeg, at videokameraet fortjener.

I øvrigt så irriterer det mig, at det ikke er muligt direkte fra galleriet at dele et billede på Facebook eller en video på YouTube.

Til gengæld er det meget sjovt, at man via HDMI-udgangen kan vise billeder, video og spil fra mobilen, direkte på en stor skærm.

Billeder taget med Nokia N8

Nokia N8
N8’s musikafspiller

Musik og radio spiller

Lydkvaliteten i både radioen og musikafspilleren er fantastisk og de medfølgende hovedtelefoner er i høj kvalitet.

Det muligt at bladre gennem sine albums i det såkaldte coverflow – som i øvrigt er vanvittigt flot lavet. Grafikken vises med 60 fps – og det er ganske simpelt aldrig set hurtigere.

Radioen har RDS og er generelt god til at modtage stationerne støjfrit – og er du i nærheden af en radiomodtager, kan du bruge FM Senderen i N8, til at udsende din egen musik på en FM-frekvens, som andre i umiddelbar nærhed kan stille ind på. På den måde kan enhver FM-radio benyttes som højtaler til din personlige musiksamling.

Videoklip optaget med Nokia N8

Gratis navigation medfølger

I forhold til Nokias første forsøg på navigationsområdet (med Nokia N95) er der sket mange ting. Ovi Kort (Ovi Maps) er navnet på funktionen, som fungerer ret godt.

Jeg synes dog den danske stemme er “robot-agtig”, men jeg kom da let og sikkert frem til destinationen – også uden at batteriet blev tømt for strøm.

Alt kortmateriale samt navigations-programmet er gratis og ved leveringen ligger kortmaterialet oven i købet i hukommelsen, så der ikke skal hentes noget via dataforbindelsen, mens man kører. Det betyder, at navigationen også kan anvendes i udlandet, uden at ens mobilregning bliver plynret af teleselskaberne.

Jeg noterer mig, at Nokia også i Ovi Kort har ryddet op og gjort tilgangen mere intuitiv for brugerne. Et langt stykke hen af vejen, kan programmet fint erstatte den almindelige GPS-enhed i frontruden.

Nokia N8
Genveje i toppen af skærmen på N8

Fede småting i hverdagen

I N8 er der mange af de “Nokia værdier”, som har kendetegnet producenten gennem årene. På overfladen virker det som småting – men disse småting er faktisk meget vigtige for hele oplevelsen af produktet.

Profiler er noget af det helt klassiske. Fra forsiden klikker man blot på “Normal”, hvorefter andre profiler som “møde”, “lydløs” m.f. kan aktiveres. Alle profiler kan naturligvis indstilles individuelt.

Hvis man klikker på datoen åbner kalenderen, uret går til alarmen og verdensur, mens et prik i højre hjørne åbner yderligere genveje til batteri, forbindelser, telefonsvarerbeskeder m.v. På siden af mobilen er placeret en hardwareknap, som anvendes til at låse taster og skærm.

Alt dette lyder måske som ligegyldige småting, men tro mig, det er langt fra tilfældet i dagligdagen.

Når mobilen er låst vises i øvrigt ur/dato på skærmen, som aldrig helt slukker. Underligt nok, går det ikke væsentligt ud over batteritiden.

Nokia N8 har kun et batteri på 1200 mHa – som i øvrigt ikke kan tages ud af brugeren. Alligevel formår mobilen at holde en voldsomt god strømøkonomi. Jeg har været ude for, at have hele 50 % strøm tilbage ved sengetid – det er HELT uvant, når man ser på mit omfattende forbrugsmønster.

Når batteriet nærmer sig et kritisk lavpunkt går N8 automatisk over på en strømspare-funktion, der lukker ned for alt det, som ikke handler om SMS’er og opkald, mens skærmlyset skrues ned.

Som en anden smart ting, kan der tilsluttes et almindeligt USB-stik til Nokia N8 (adapterkabel medfølger). På den måde, kan man åbne f.eks. billeder, der er på memorystick og vise dem på mobilen. Jeg tror ikke, det er noget man kommer til at bruge ret meget – men når nu den kan, er det da meget smart.

Videoklip optaget med Nokia N8

Nokia N8
Kalender på Nokia N8

Konklusion: Nokia N8 – næsten perfekt

Indrømmet! Jeg er i testperioden blevet glad for Nokia N8 – til trods for, at jeg var MEGET skeptisk, da testen startede. Specielt konstruktionen, oprydningen af brugerinterfacet Symbian og kameraet har gjort et stort indtryk på mig – særligt når prisen omkring 3.500 kroner uden abonnement tages i betragtning.

I øvrigt har jeg slet ikke nævnt 16 GB intern hukommelse, mulighed for at bruge microSD hukommelseskort og Dolby lydchip.

Testen har ikke forløbet uden problemer. N8 synkroniserer perfekt med Microsoft Exchange, men bruges samme setup op imod Google Apps / Gmail, der også benytter Exchange-protokollen, er der udfordringer. Mails, kalender og kontakter hentes fint ned – men mails kan ikke oprettes eller besvares fra mobilen.

Nokia fortæller dog, at de er opmærksomme på fejlen og arbejder på en løsning. Jeg håber den kommer på banen hurtigt, da problemet faktisk har eksisteret på alle Symbian-produkter det seneste års tid. En søgning på nettet afslører også, at jeg langt langt fra er den eneste, som har opdaget dette problem.

Softwaren i N8 virker generelt rigtigt godt – omend den nok bliver endnu bedre, når de første opdateringer fra Nokia lander.

Alligevel føler jeg, at N8 er pengene værd!

Nokia N8 er den bedste Nokia smartphone siden Nokia N95 og en moderne smartphone som næsten er på højde med sine konkurrenter. Derfor skal den have fem ud af seks stjerner. Men isoleret set i forhold til Nokias andre produkter, skal den have seks ud af seks stjerner.

Læs også:
 – Web-TV: Se testen af Nokia N8
 – Nokia forbedrer Facebook på N8

For og imod

– Dårlig internet oplevelse
– Små bugs og fejl i softwaren
– Ingen deling af billeder/video fra galleri

+ Markedets bedste foto- og videokamera
+ Høj kvalitet på samtaler og beskeder
+ Gode apps i Ovi Marked

Historien efterfølgende

Redaktionens interesse for emnet fortsatte. mobilsiden har holdt fast i temaet. 21/10/2010 blev sagen bragt videre med artiklen; LG Optimus 7 – Den første WP7-mobil (mobiltest) – Den næste artikel om emnet finder du her. Det sidste ord er ikke sagt. Tjek seneste nyt her.