Sony Ericsson W760i med “Active speaker” (produkttest)
Sony Ericsson fortsætter ufortrødent med deres Walkman-serie, hvor W760i er et af de nyeste medlemmer der er tilgængelig i butikkerne. W760i er ikke en decideret topmodel, men alligevel markerer musiktelefonen sig med GPS, Turbo 3G, farveskærm i høj opløsning og 3,2 megapixels digitalkamera.
Design og menu
Sony Ericsson kalder blandt andet W760i for en træningstelefon, og mobilen henvender sig til de fysisk aktive i form af sportskonkurrerende, fritidsmotionister, dagligdagsløbere og generelt motionerende.
Designet er yderst ungdommeligt; næsten så ungt, at det virker begrænsende for målgruppen. Kigger man funktionerne igennem, kunne telefonen sagtens henvende sig til 13-40-årige, men designet ligner udelukkende noget til teenagere.
Den sorte farve kombineret med, i dette tifælde, de knaldgule detaljer giver en følelse af ungfest på det lokale diskotek, og undertegnede har svært ved, at se en voksen mand med W760i i hånden.
Selve kvaliteten er dog helt i top. Telefonen føles, som hård plastic, og den “robuste” bagside giver en fed følelse af holdbarhed. Det er sådan en telefon man vil have med på en overlevelsestur – og det er til trods for, det til tider skrøbelige slider-design.
Brugermenuen holder sig til den kompakte holdbarhed. Intet virker “skrøbeligt”, og genvejene er holdt simple. Navigationen er nem, det eneste problem er de langsomme hastigheder, som plager telefonen konstant.
Der er små ventetider hele tiden – selv når man bare slider telefonen åben. Det samme gælder tekstskrivning og programloads. Det er ikke godt nok.
Musik
Man må ikke glemme, at W760i er en Walkman-mobil, og derved en musiktelefon. Og det gør man skam heller ikke, når telefonen tages i brug.
Musikafspilleren er af højeste klasse. Sony Ericssons ekstra features i Walkman-afspilleren virker perfekt. Overførsel af musik fra computeren er hurtigt og fejlfrit. Lydkvaliteten er super, og så har Sony Ericsson tilføjet en lille godbid i W760i-pakken. Nemlig MAS-100 Active Speaker…
Active Speaker MAS-100
Undertegnede har en enkelt gang før set, at producenten vedlægger et stykke ekstra kvalitetsudstyr. Det var Motorola, der vedlagde et S9 stereo Bluetooth-headset med RIZR Z8 – og det kunne vi li’!
Men med W760i bliver det endnu bedre end et Bluetooth-headset. Med følger Active Speaker MAS-100, en højtaler kombineret med en taske. Tilslut telefonen til højtaleren, lyn højtaleren åben, læg telefonen ned i og lyn op. Så har du en glimrende radio eller musikafspiller.
Tilmed vejer MAS-100 næsten ingenting, så det er bare, at klipse den fast til bæltet.
Sony Ericsson skal have kredit for, at vedlægge et stykke tilbehør, som virkelig passer til produktet.
Andre funktioner
W760i har fået GPS, og telefonen har forinstalleret Google Maps. En spændende feature, som først rigtig kommer til sin ret ved træningsprogrammet Tracker. Her går W760i direkte i konkurrence med Samsungs miCoach.
Kameraet med 3,2 megapixels er af fin kvalitet, og det samme gælder farveskærmen. Mobilen har aldrig været beregnet til video og multimedia udover musik, og det skal man heller ikke bruge den til.
FM-radioen kombineret med højtaleren er endnu et hit. Lydkvaliteten er så meget bedre end telefoners indbyggede højtalere.
Konklusion
Sony Ericsson W760i er en spændende mobiltelefon. I første omgang var det svært, at regne ud hvilken målgruppe den henvendte sig mod. Men når man tænker på aktive bjergklatrere, marathonløbere og generelt fysisk aktive mennesker, har man fundet den.
Det store problem er bare designet. Det er for “pjattet” og useriøst, og undertegnende tvivler på, at en seriøs sportsmand ville kunne se sig selv med W760i.
Dog skal Sony Ericsson have stor ros for funktionerne og mulighederne i W760i. Musikken er i top, og at bruge W760i, som en personlig træner ser rigtig lovende ud.
W760i får 4 ud af 6 stjerner, og den medfølgende Active Speaker bærer telefonen, et godt stykke af vejen.
Det store spørgsmål er om W760i kan følge med Samsung miCoach, som må siges, at være den direkte konkurrent. Følg med på Mobilsiden.dk indenfor et par uger, og se resultatet af Sony Ericsson W760i versus Samsung F110 miCoach.