Den nye iPad – for lidt nyt – men stadig i en liga for sig (produkttest)

TEST: Tredje gang er ikke lykkens gang for Apple. Tredje generation af den populære tablet-computer er alt for uinteressant – men den slår stadig Android-tablets.

Den nye iPad – for lidt nyt – men stadig i en liga for sig (produkttest)

Den mest populære tablet-computer i verden er iPad. Sådan har det været siden den første iPad så dagens lys i april 2010. Årsagen er simpel; Apple opfandt en ny produktkategori, som vi egentlig ikke have brug for. Dermed var de first-mover på kategorien – og tog dermed konkurrenterne på sengen.

Lidt groft sagt, så solgte den første iPad, der blot hed ”iPad”, sig selv på nyhedsværdien. Efterfølgeren iPad 2 fra marts 2011 var lettere, tyndere og hurtigere. Den nye iPad har bedre skærm, er på papiret endnu hurtigere, har 4G LTE, som ikke virker i Danmark – og ja, så er den tykkere og tungere.

I denne anmeldelse af Apples tredjegenerations tabletcomputer, er det svært for alvor, at bidrage med noget nyt, i forhold til den tidligere anmeldelse af iPad 2. Derfor bruger jeg pladsen til at fortælle lidt mere, om de åbenlyse forskelle – og hvorfor du skulle vælge at købe Den nye iPad, som nogle vælger at kalde for iPad 3 eller iPad the 3rd generation.

The New iPad

Det fysiske ydre – tykkere og tungere

Da jeg fik Den nye iPad i hånden mærkede jeg tydeligt en forskel, i forhold til iPad 2. Den både mærkes og føles anderledes, hvilket ikke er så underligt.

Lige over 600 gram vejer iPad 2 mens Den nye iPad vejer 662 gram, i den store version. Faktisk har Apples nyeste iPad taget 10 procent på i vægt og selvom det ikke lyder af meget, så vil de fleste iPad-købere nok være kede af det, hvis de selv tog 10 procent på i vægt.

Tykkelsen er forøget fra 8,8 mm til 9,4 mm. Og da ens fingre er noget af det mest følsomme på kroppen, opdages den buttede form hurtigt.

Ærligt, så havde jeg håbet, at denne iPad ville være blevet lettere og tyndere, f.eks. ved at skære noget af rammen omkring skærmen væk, og dermed gå efter den trend der ses på fladskærms-TV til stuen, hvor rammen omkring skærmen bliver tyndere og tyndere.

Selvom Apples iPad-design, præcis som på iPhone er ikonisk, er det på Den nye iPad, ikke godkendt.

Retina skærm med super opløsning

Det store salgsargument er skærmen, en type kaldet Retina, med en opløsning på 2048 x 1536 pixels (264 PPI) fordelt på 9,7 tommer. Både iPad og iPad 2 ligger på 1024 x 768 pixels (132 PPI).

Oplevelsen af grafikken er absolut fantastisk og den står lige klart, uanset fra hvilken vinkel at den betragtes.

Bruger- og menu interfacet står også klart og tydeligt og sammenlignet direkte med forgængeren, så ser den nye bedre ud – meget bedre.

Men jeg kan altså ikke svinge mig op til at være voldsomt begejstret – specielt fordi, at forskellen for alvor først bemærkes, når produkterne er lige ved siden af hinanden. Det er super ærgerligt, når man nu køber en ny enhed, der har en så fantastisk skærm, og at forskellen alligevel ikke opleves som værende voldsom stor.

Jeg har testet en række spil fra Gameloft, der er optimeret til Den nye iPad og skærmopløsningen, blandt andet Asphalt 6 og Moderen Combat 3. Og ”uha det er flot” – men det er altså fortsat ikke noget, der efter min mening, er en absolut nødvendighed, der argumenterer for en udskiftning af den gamle iPad.

På redaktionen er vi dog enige om, at skærmen på Den nye iPad er mere naturlig i farverne og opleves bedre for øjnene, end skærmen på iPad 2.

The new iPad, Apple

Opgraderet A5 processor

I Den nye iPad sidder en processor med navnet Apple A5X (S5L8945), som er designet af Apple og produceret af Samsung. Det er en opgraderet version, af den A5 (S5L9040) der findes i iPad 2.

A5 er en dual-core processor på 1 GHz, mens A5X er samme type blot tilføjet en qual-core grafikchip (GPU). Apple lover dobbelt så hurtig grafikbehandling i forhold til A5-chippen og en balanceret ydelse mellem performance og batteriforbrug.

Men det er nu også meget let at sige, når man har forøget batteristørrelsen fra 6.930 mAh til 11.666 mAh.

I det daglige brug har jeg ikke oplevet nogen forskel på produkternes hastigheder. Men selvfølgelig er der mulighed for væsentligt større og mere avancerede spil, og grafikbehandling. Dette er blot ikke noget, som har været en del af min hverdag.

Der har været flere rapporter på nettet, om ekstrem varmeudvikling fra Apples nyeste iPad, dette har jeg ikke oplevet på min testenhed.

Hvad angår batteritiden, skal du ikke forvente dobbelt batteritid, fordi batteriet har i nærheden af den dobbelte størrelse. Ved lidt blandet brug oplyser Apple at både Den nye iPad og iPad 2 har op til 10 timers drift-tid, eller en måneds standbytid.

Jeg medgiver, at Apple i forhold til andre platforme, har en fantastisk evne, til at få produktet til at sove, og dermed holde sig standby i ufattelig lang tid, uden opladning. Min oplevelse i dagligdagen er dog, at Den nye iPad på drifttiden er dårligere end iPad 2, hvilket er fint i tråd med, hvad andre er kommet frem til.

Jeg skal dog retfærdigvis tilføje, at Den nye iPad ikke skal hænge i opladeren hele tiden. Der er stadig tale om en MEGET strømøkonomisk tablet-computer.

Fem megapixels kamera i god kvalitet

Hidtil har kameradelen ikke været i fokus hos Apple, i forhold til iPad, men det har ændret sig nu. Den første iPad havde intet kamera, mens 2’eren kunne tage billeder i en opløsning på 0,3 megapixels – samt benytte både front og bagkamera, til videosamtaler.

På Den nye iPad er kameraet blevet optimeret på alle fronter, og opløsningen er nu på fem megapixels, og der kan optages video i HD-kvaliteten 1080p – iPad 2 kunne optage video i 720p.

Det ser dybt tåbeligt ud, når folk render rundt og tager billeder med en iPad. Men Apple skal have ros for, at ens tossede anstrengelser omsættes til ret gode fotos. Og selvom omgivelserne er mørke, så bliver resultatet ganske fint. Der er ingen fotolys-diode, hvilket som oftest også kan være lige meget, da disse dioder næsten altid giver overbelyste unaturlige billeder.

Kameraet kalder Apple for ”iSight”. Det skal du ikke lægge så meget i, andet end navnet. Apple har siden 2003 anvendt iSight, som varemærke for webcams – blandt andet dem som sidder i deres Macbooks – og nu senest i Den nye iPad. Frontkameraet kalder Apple i øvrigt for ”Facetime camera”.

Billeder taget med The new iPad

Internet, apps, mail og alt det andet

Den nye iPad kan ALT det, som de foregående iPads også kan.

Der er stadig en totalt lækker og flydende internet-oplevelse, adgang til e-mails, musik- og videoafspiller samt applikationer.

Det kan ikke siges mange gange nok. Udover at iPad’en BARE VIRKER, så er den væsentligste årsag til at købe denne type tablet, applikationerne.  Der findes over 140.000 apps der er særligt tilpasset, og udnytter iPad’ens store skærm. Det kan ingen andre platforme hamle op med.

Vil du vide mere om anvendelsesmulighederne for iPad, så skal du læse anmeldelsen af iPad eller iPad 2, da denne del ikke er forskellig, på Den nye iPad.

Ingen 4G i Danmark

Apple har i deres markedsføring af Den nye iPad brugt 4G LTE dataadgangen som et parameter, også her i Danmark.  Forbrugerombudsmanden har desuden krævet, at Apple skal ændre markedsføringen fordi køberen, ikke kan benytte denne type netværk i Danmark.

Et faktum er nemlig, at den type 4G LTE netværk vi har i Danmark, ikke er det samme som det der benyttes i USA. Derfor giver en iPad med 4G LTE-mulighed, ingen mening i Danmark. Apple burde have lavet en europæisk variant af iPad, så man slap for at gå rundt med noget teknik, der alligevel ikke fungerer.

De øvrige forbindelser som 3G, Turbo 3G, trådløst netværk, Bluetooth m.v., fungerer til gengæld helt upåklageligt.

The new iPad, Apple

Ny eller knap så ny iPad?

Aktuelt koster den billigste udgave af Den nye iPad (Wi-Fi 16 GB) 3.699 kroner mens den dyreste, der har 64 GB hukommelse og både Wi-Fi og mobil dataadgang ligger til 5.999 kroner.

Apple sælger lige nu ud af restlageret af iPad 2, der i den billigste variant koster 2.999 kroner.

Hvis du har en iPad 2 så behøver du ikke opgradere, overhovedet. Forskellene er simpelthen for små.

Naturligvis skal ny-køberne springe direkte på Den nye iPad – eller alternativt finde en brugt iPad 2, til en god pris.

Konklusion: Forskellene er for små

Der er ingen diskussion om, at iPad stadig i LANG tid fremover, vil være verdens bedste tablet-computer. Konkurrenterne på Android-platformen har LANG vej endnu, før de når Apples niveau og brugervenlighed. Men Apple har begået en kæmpe fejl med dette produkt.

Forskellene fra sidste års model, og til den nye, er i dagligdags brug alt for små. Det er jo ikke fordi, at iPad 2 har en dårlig skærm, er langsom eller ikke duer til spil. Jeg medgiver at skærmen ER bedre – det samme er kameraet, og ikke mindst processorkraften. Det er bare ikke noget, der har ændret mit brug, eller min oplevelse af produktet så meget, at jeg ikke kunne undvære det.

Jeg gav iPad 2 topkarakter fordi den absolut var den bedste tablet på markedet – og fordi produktet gav mig det jeg var blevet lovet. Den nye iPad lover derimod mere end den kan holde, og gør ikke nok forskel, i forhold til forgængeren. Og det er negativt for mig, at den både er tungere og tykkere.

Karakteren rammer derfor fem ud af seks stjerner.

Apples serie af iPad’s er fortsat verdens bedste tablet-computere, og Android-enhederne halter langt bagefter.

 
Læs også:
– Næsten umuligt at skifte skærm og batteri i Den nye iPad
– Kortere batteritid i ny iPad
– Den nye iPad bliver varm
– 6 apps til Den nye iPad
– Vildledende markedsføring af The new iPad
– Forskellene mellem iPad 2 og The new iPad
– Alt om The new iPad

Hurtigt kig på The new iPad

Sidste nye om historien

Her finder du efterfølgende nyt og anvisning til de seneste nyheder om emnet. mobilsiden holdt fast i sin interesse i tematikken. 11/4/2012 publicerede vi et indlæg med tematikken Lavere batteritid i Den nye iPad er en realitet – Læs mere her. Det sidste ord er ikke skrevet. Tjek seneste nyt her.