Samsung Galaxy Tab – sådan er den

EKSKLUSIV: Galaxy Tab er netop præsenteret for offentligheden. Helt eksklusivt har Mobilsiden.dk haft Samsungs iPad-konkurrent til test, før releasen.

Samsung Galaxy Tab – sådan er den

Samsung Galaxy Tab er navnet på den tabletcomputer som fra Samsungs side, skal ud og konkurrere med Apples iPad.

Mobilsiden.dk har i en periode testet en prototype af Galaxy Tab, og de første indtryk er gode.

Når man første gang tænker på en tabletcomputer, er det noget uklart, hvorfor sådan én egentlig er nødvendig. Men efter en periode viser det sig faktisk, at den har en naturlig plads i hjemmet og på arbejdspladsen.

Mine unger kastede sig lynhurtigt over at udforske Tab’en, og fik straks hentet nogle spil og programmer fra Android Market, samt set YouTube-videoer – som i øvrigt fremgår ret lækkert på denne syv tommer skærm.

Samsung Galaxy Tab, artikelfoto

Nyheds- og mailoverblik

Da Galaxy Tab kører systemet Google Android (version 2.2 Froyo), er det let at sætte mail, kalender og kontaktsynkronisering op. Dette gælder både for Gmail, Google Apps, Hotmail og ikke mindst konti på Microsoft Exchange servere.

Det betyder, at hele kontoret er pakket ned på under én centimeter i tykkelsen og under 500 gram i vægt.

I hjemmet er det derfor naturligt, at sidde med Galaxy Tab ved morgenmaden, hvor den giver et godt overblik over arbejdsopgaver i mailboksen, eller nyhederne fra diverse netaviser. Her er Googles nyheds-program i øvrigt genialt!

På kort tid bliver det en vane også at besvare mails og håndtere ens aftaler, direkte sammen med cornflakes og blødt brød.

Når Galaxy Tab kommer på markedet kan der også købes et eksternt tastatur som tilbehør. Dette gør Tab ualmindelig oplagt til mange flere tekstopgaver – og selvom onscreen tastaturet er velfungerende, kan intet måle sig med fysiske taster.

Samsung inkluderer også et gratis tekstbehandlingsprogram på Galaxy Tab og hvis ikke dette er nok, kan man naturligvis også benytte onlinetjenester som Google Docs.

Samsung Galaxy Tab, artikelfoto

Internettet kører fedt

Samsung Galaxy Tab er født ind i en internet-alder og det mærkes tydeligt. Uden en netforbindelse, er det ikke særlig sjovt.

Heldigvis understøttes alt fra 3G-forbindelser til de nyeste trådløse netværks-teknologier, så man er altid online og behøver ikke bekymre sig om hvorvidt, der lige er et hotspot i nærheden.

Browseren understøtter Adobe Flash og alle hjemmesider fungerer dermed fuldt ud. Selv Facebook-spil som Farmwille virker på Galaxy Tab.

Generelt betjenes internettet på denne tablet, præcis som en moderne smartphone. Zoom med multitouch og flyt med fingeren er fuldt understøttet – ja, internettet kører bare fedt.

Samsung Galaxy Tab, artikelfoto

Det kan du også på mobilen!

Naturligvis er der ikke den vilde forskel i mulighederne på en Android-mobil som Samsung Galaxy S eller HTC Desire – og så denne Galaxy Tab. Forholdet er lige som mellem iPhone og iPad.

Alligevel er der forskel: Den store skærm! Godt nok er mobilerne og deres skærme blevet større, men de er langt fra altid behagelige at håndtere store mails og datamængder på. Og det er præcis her, at tabletcomputere kommer ind i billedet.

Den betydeligt større skærm, er ganske simpelt langt mere naturlig at anvende på en måde, der ligner den, man anvender sin bærbare computer på.

Dertil kommer, at benyttes en tablet til notater ved et møde, virker det ikke så provokerende på de andre deltagere, at man sidder med en computer. Hvis blot den bliver liggende fladt på bordet, gemmer man sig jo ikke bag en skærm… Det er her, at Tab’en på et psykologisk plan, gør en kæmpe forskel.

Samsung Galaxy Tab, artikelfoto

Ud med netbooks

Efter min mening er de skrapede netbooks på fx. 10 tommer, en af de dårligste computeropfindelser, i de seneste mange år.

Man forsøger at give brugeren en kompakt computer-mulighed, men i virkeligheden ender man med en halvdårlig skærm, hvor opløsningen typisk ikke passer til billedet, dertil kommer, en alt, alt for lille maskinkraft, til at trække styresystemet.

Det er desværre endt med, at man har købt netbooks fordi de var billige, og fordi kunderne troede, at denne nu kunne erstatte deres gamle bærbare.

End ikke Nokia’s 3G booklet, som ligger i highend-klassen på denne computer-type, gjorde det specielt overbevisende – og den var da ellers blandt de bedre.

Jeg tror tablets vil presse netbooks ud af markedet – og heldigvis for det.

Brugerne vil så opleve en helt ny kompakt brugeroplevelse, hvor styresystem og muligheder er tilpasset en lille skærm og begrænset maskinpower.

Samsung Galaxy Tab, artikelfoto

Et kunstigt behov

Produkter som Samsung Galaxy Tab og Apple iPad giver os et helt nyt forbrugsmønster, som vi ikke troede fandtes. Og når vi skal være helt ærlige, er behovet for en sådan jo kunstigt skabt. Vi kan sagtens leve uden.

Jeg synes dog alligevel tablets er rare at have. De finder deres naturlige plads i hjemmet – både som musikafspiller, net-tv afspiller, fotoramme, nyhedsoverblik, mails og kalenderhåndtering og meget andet – inklusive spil.

Samsung Galaxy Tab ligger i butikkerne inden jul – og du kan godt glæde dig – det gør jeg i hvert fald.

Men lige nu, er jeg ærgerlig over, at tab’en er sendt retur til Samsung.

Læs også:
 – Sammenligning af Galaxy Tab og Apple iPad
 – Galleri: Samsung Galaxy Tab i fotos
 – Web-TV: Oplev Samsung Galaxy Tab

Sidste nyt om iPad

Redaktionen har fulgt sagen og her er den seneste opdatering. mobilsiden gik et skridt videre. 2/9/2010 kørte vi en artikel omkring temaet Apple-nyt: iPod Touch, Nano og Apple-TV – Du kan læse det videre forløb her. Sidste ord er ikke sagt. Tjek seneste nyt her.