Stofa TV-app til iPhone og iPad er MUST have! (produkttest)

TEST: TV-applikationen “Stofa web-TV” er en ‘musthave’ app på særligt iPad. Den forøger værdien af iPad ganske kraftigt.

Stofa TV-app til iPhone og iPad er MUST have! (produkttest)

Stofas web-TV applikation til iPad og iPhone er egentlig ret selvforklarende; se live-TV og film, direkte på den mobile enhed. Og det virker!

I venstre side har man TV-oversigten med kanaler og de aktuelle programmer. Til højre mere info om programmet samt selve TV-billedet.

Et klik i hjørnet af billedet aktiverer fuld skærms-visning.

Jeg synes, at noget at det bedste ved applikationen er, at den er lynhurtig til at skifte kanal, samt at den er ekstremt flydende at betjene. Samtidigt med det, er billedekvaliteten virkelig flot.

Stofa, iPad
Stofa web-TV på iPad (Foto: Mobilsiden.dk)

Bonus-funktioner – men også problemer

Som en ekstra finesse bør det bemærkes, at udsendelser kan pauses (timeshift) og funktionen “Start forfra”, der starter det aktuelle program fra begyndelsen, også er en del af Stofa web-TV.

Uheldigvis fungerer “start forfra” ikke optimalt, hvis man pauser udsendelsen og skærmen går i sort, så starter programmet ikke længere hvor man slap, og der må startes forfra igen.

Problemet ses også med live-TV, hvor den ikke husker kanalen man så, hvis der f.eks. undervejs skiftes til mail, internet eller andre funktioner – og der derefter skiftes tilbage til applikationen.

Stofa, iPad

Genialt på iPad

Jeg har brugt Stofa web-TV over en periode og er voldsomt begejstret for applikationen. Det er en rigtig “killer app”, der fuldkommen forsvarer og begrunder købet af en iPad.

Min iPad er med, når der laves mad, smørres madpakker, ved morgenbordet – ja, nærmest er den også med i bad. Stofa har virkelig skabt et mobilt TV.

Den gode er, at man husker at bruge det, fordi det er hurtigt, let og ubesværet.

Over den seneste måned har jeg snart set lige så meget TV på iPad, som jeg har gjort på den 40” Samsung 3D-ting, der hænger på væggen.

I øvrigt fungerer streamingen fantastisk. Jeg har haft den kørende i flere hele dage uden ét eneste hak eller stop. Dertil kommer, at iPad holder strøm virkelig længe, og går altså ikke tør midt i det hele. 

Stofa, iPad
Stofa web-TV på iPad (Foto: Mobilsiden.dk)

En lukket fest – ØV!

Desværre er Stofa web-TV en lukket fest, hvor kun kunder med Stofa bredbånd og TV-pakke fra Stofa, har adgang til at lege med. Og kun når man er tilkoblet bredbåndsforbindelsen i hjemmet – og det fungerer altså ikke via 3G.

Rent teknisk er det muligt at streame TV via 3G, og det er i princippet også muligt, at give alle danskere adgang til denne applikation. Men så vidt jeg forstår, handler det om problemer med rettigheder, samt udfordringer i forhold til Koda og CopyDan.

Det er virkeligt ærgerligt, at kreative apps begrænses af sådanne problemer. Helt ærligt venner. Dette er 2011 – vågn nu op til “internet-alderen”! I det mindste kunne man da give adgang for alle, til de kanaler der er licensfiniancerede (DR’s kanaler, red.)

Hvis det var muligt, ville jeg meget gerne give et lille beløb for adgang til denne applikationen – særligt fordi, at den netop tilfører ens iPad SÅ meget ekstra værdi.

Stofa, iPad
Stofa web-TV på iPad (Foto: Mobilsiden.dk)

Også til Android

Stofa web-TV findes også til Android-platformen, men denne app er LANGT fra nær så god, som den der findes til iPad og iPhone.

Det tager ualmindeligt lang tid at starte en kanal eller skifte kanal – hvilket er ufatteligt irriterede. Specielt når det på Apples produkter kun tager få sekunder.

Android-versionen er tæt på at være så ringe, at den er ligegyldig.

Retfærdigvis skal det nævnes, at det ifølge Stofas udviklere er selve Android-systemet, der er problemet, og ikke deres evne til at programmere en god applikation.

Konklusion: Stofa rykker

Stofa har et virkeligt godt produkt med denne applikation – særligt til Apples enheder. Det er en MUSTHAVE app!

Men problemerne med pause og “Start forfra” bringer karakterer ned på fem ud af seks stjerner. Men det gælder KUN for iPhone og iPad udgaven.

Når vi ser isolerert på Android, så får denne kun én ud af seks stjerner. Det er mest en venligheds-stjerne, fordi de er mødt op.

Så grundlæggende et fedt produkt, der burde udbydes i abonnement til ALLE – også dem, som ikke er Stofa-kunder.

Sidste opdatering af historien

Vi følger op med den seneste udvikling om emnet. mobilsiden kunne ikke slippe historien. 20/4/2011 publicerede redaktionen en historie med fokus på Lækkede Apple tal: Har iPad tabt pusten? – Du finder artiklen her. Redaktionen har fortsat interesse for emnet. Læs seneste nyt om iPad..