Test: Huawei Matebook X Pro – Måske den bedste laptop lige nu

Anmeldelse: Næste generation af Huaweis MateBook er i butikkerne nu. MateBook X Pro hedder den og her er hvad vi mener om den efter et par ugers brug.

Test: Huawei Matebook X Pro – Måske den bedste laptop lige nu

Nu er bærbare computere måske ikke Mobilsiden.dks kerneområde, men vi er stadigvæk også bare en flok teknik og gadget interesserede drenge. Kigger vi på vores alder, så er vi dog nok mere mænd end drenge. Men Huaweis nye bærbare computer fangede vores teknikhungrende øjnes opmærksomhed, og vi besluttede at tage den ind til test. 

Huawei MateBook X Pro fangede hurtigt vores opmærksomhed med den store touchskærm, som fylder hele 91 procent af låget. Derudover kan den prale med et lækkert kabinet i aluminium, en super kompakt størrelse, dedikeret grafikkort og lyd med Dolby Atmos spredt til hele fire indbyggede højttalere.

Læs med mens vi tager et nærmere kig på computeren.

Læs også: Test: Huawei MediaPad M5 – Android tablet med imponerende lyd

Fordele:

  • Stor og flot skærm
  • Lækkert med en touchskærm
  • Tastaturet er rigtig godt
  • Touchpad’en er præcis og rar at bruge
  • Lækkert design og solid byggekvalitet
  • Lyden fra de indbyggede højttalere er rigtig god
  • Den er hurtig
  • Batteritiden og specielt opladning er godkendt

Ulemper:

  • Blæserstøj er der lidt for meget af
  • USB-C indgangen i min oplader var upræcis, så måtte bruge vold til at få stikket i. Det var ikke det bedste første indtryk at få
  • Tænd/Sluk knappen virker ikke altid.
  • Huaweis webkamera løsning fungerer ikke godt
 
huawei matebook x pro
Huawei MateBook X Pro med dens store touchskærm, som fylder hele 91 procent. Foto: Mobilsiden.dk

Går ikke på kompromis med design og kvalitet

En lukket Huawei MateBook X Pro minder meget om mange andre bærbare computere på markedet: aluminiums kabinet i en meget kompakt størrelse og med et logo på toppen af låget. Ikke så meget nyt her. Den er 14,6mm tyk og har en vægt på 1,33kg. Når man står med den i hænderne virker den virkelig som kvalitet. Man ser hurtigt de CNC fræsede kanter, som giver den et eksklusivt udseende, og som samtidig gør kanterne rundere og behagelige at hvilke håndleddene på.

Åbner man låget på den, kan øjnene ikke undgå at fange den store 13,9″ skærm med indbygget touch. Formatet er 3:2 og opløsningen er 3000×2000 og så fylder den hele 91 procent af rammen.

En ekstra stor touchpad med keramisk overflade, gør den ikke kommer til at se slidt ud, er nok det næste øjnene fanger, men overse heller ikke tastaturet og fingeraftrykslæseren. Det er generelt rigtig lækkert udført.

huawei matebook x pro
Fingeraftrykslæseren i Huawei MateBook X Pro er hurtig. Dog er det ikke altid min udgave tænder når jeg trykker på knappen. Foto: Mobilsiden.dk

Der er fart på både processor og opladning

Huawei MateBook X Pro kommer i tre udgaver, som du kan få et overblik over nederst i artiklen. Modellen vi har testet er med Intel i5-8250U 8. generation, 8 GB RAM og en SSD harddisk på 256GB. Derudover har den et dedikeret Geforce MX150 grafikkort og kommer med Windows 10 Pro.

Der er ikke rigtig noget bloatware at finde, lige udover de programmer, som Microsoft selv smider. Der er til gengæld et fint program fra Huawei, Huawei Share,  som hurtigt overfører store filer imellem din smartphone og computeren. Har du ikke en Huawei mobiltelefon? Bare ærgeligt.

Huawei MateBook X Pro starter hurtigt op, specielt hvis man bruger den indbyggede fingeraftrykslæser. Så behøver man nemlig ikke logge ind efterfølgende og computeren er i stedet klar til brug på omkring 10 sekunder. Jeg har på intet tidspunkt manglet kræfter i min daglige brug, men har dog været generet en smule af blæserstøj. Ikke fordi blæseren larmer meget, men jeg synes den er aktiv lidt for ofte. Den passive køling består af en kobberplade, men har tydeligvis ofte brug for ekstra køling fra den lille blæser. Det er dog kun når computeren skal arbejde relativt hårdt at dette opleves.

huawei matebook x pro
Foto: Mobilsiden.dk

Huawei lover op til hele 12 timers battertid, hvilket jeg desværre ikke har kunnet præstere. Jeg har maksimalt opnået omkring 9 timer og i gennemsnit ca. 7 timer. Til gengæld er opladningen hurtigt klaret. En fuld opladning tager 90 minutter – bestemt godkendt. Det skal dog lige nævnes, at samlekvaliteten på min oplader ikke var imponerende. Selve USB-C indgangen i den var skæv, så måtte bruge lidt vold til at få stikket i. Det er forhåbentlig ikke noget andre vil komme til at opleve.

huawei matebook x pro
Webkameraet er skjult i tastaturet. Man trykker på noget der ligner i tast og så popper det op. Desværre er vinklen på det helt fjollet og det er svært at fange sig selv i billedet. Foto: Mobilsiden.dk

Lækker skærm med touch og lyd med Dolby Atmos

Skærmen er klart højdepunktet ved Huawei MateBook X Pro. Den har et fantastisk 3:2 format, hvilket betyder den er lidt højere end de typiske skærme på bærbare. Rent praktisk betyder det, at du får mere indhold på skærmen, hvilket specielt kan ses når man læser artikler på hjemmesider. Jeg er helt klart tilhænger at dette format til computere. 

Som tidligere nævnt så er skærmen på 13,9″ og med en opløsning på 3000×2000. Den maksimale lysstyrke er på 450 nits og har fint kunne se indhold på skærmen ved brug udenfor. Skærmen har 10-finger touchskærm, som er belagt med Gorilla Glas beskyttelse. Huawei oplyser ikke hvilken Gorillla Glas version, men vi mener det er version 3. En touchskærm er for mig slet ikke et must, men det har vist sig at være ganske rart. Når man lige ligger behageligt på sofaen, så kan det tit være lettere at navigere direkte på skærmen. Eller skal man hurtigt zoome ind på et billede eller en hjemmeside, så giver det rigtig god mening. En ulempe er de fedtede fingre der hurtigt kommer på skærmen.

Dolby Atmos certificerede højttalere? Tjek. Ja, lyden på Huawei MateBook X Pro fejler bestemt intet. Den spiller højt og klart. Sjældent har vi taget computeren med i soveværelset for, at se videre på yndlingsserien, som vi har i min tid med MateBook X Pro. Lyden gør det til en langt federe oplevelse. Der følger noget Dolby Atmos software med, som basalt set bare er en equalizer med forskellige presets. Nok ikke noget mange kommer til at anvende, men muligheden er der. Om lyden er Dolby Atmos værdig? Nej. Er lyden god: Rigtig god.

huawei matebook x pro
Huawei MateBook X Pro har jackstik, USB-C til opladning og et til Thunderbolt samt en normal USB indgang (USB-A). Foto: Mobilsiden.dk

Huawei Matebook X Pro er måske den allerbedste bærbare computer lige nu

Hvilken fantastisk lille positiv overraskelse Huawei MateBook X Pro har været. Det er kun meget få ting der trækker ned, og den er tæt for få vores topkarakter. Det eneste negative jeg er stødt på er et ikke særlig anvendeligt webkamera, en tænd/sluk knap som ikke altid vil som jeg vil, en blæser der til tider kører for meget og et batteri som kunne holde længere. Huawei MateBook X Pro er et fantastisk køb, men den er heller ikke helt billig. Har du brug for en lækker bærbar, hvor du ikke går på kompromis med noget, så giver vi vores varmeste anbefalinger til Huawei MateBook X Pro. Godt gået Huawei.

Huawei MateBook X Pro ender på 5,5 ud af 6 stjerner.

matebook x pro karakter
Foto: Mobilsiden.dk

Pris, tilgængelighed og specifikationer

Huawei MateBook X Pro kommer i tre udgaver:

  • MateBook X Pro med 8. generation Intel® CoreTM i5-8250U processor, 8 GB Ram, 256 GB SSD harddisk, Intel HD Graphics 620, Windows Pro
    Pris kr. 10.999,-
  • MateBook X Pro med 8. generation Intel® CoreTM i5-8250U processor, 8 GB Ram, 256 GB SSD harddisk, 2GB dedikeret Nvidia MX 150 grafikkort, Windows Pro
    Pris kr. 11.999,- (testet udgave)
  • MateBook X Pro med 8. generation Intel® CoreTM i7-8550U processor, 16 GB Ram, 512 GB SSD harddisk, 2GB dedikeret Nvidia MX 150 grafikkort, Windows Pro
    Pris kr. 14.999,-

Flere specifikationer kan du finde lige her. 

Huawei MateBook X Pro er i butikkerne nu.

Mere til nyheden

Redaktionen følger op med den seneste udvikling om emnet. mobilsiden kunne ikke slippe temaet. 13/7/2018 tunede vi igen ind på emnet med sagen om Huawei på vej med lynoplader: 0-100 % på 30-40 minutterKlik her for fortsættelsen.. Sidste ord er ikke skrevet. Se de seneste nyheder her.