Test: Ultimate Ears Wonderboom – Den ultimative minihøjttaler
Ultimate Ears er måske ikke den mest kendte mærke her i Danmark, men har eksisteret i mange år. De er ejet af Logitech, som flere nok kender. De tilbyder en bred palette af hovedtelefoner og bluetooth højttalere, primært i den mere eksklusive klasse. Den lille højttaler vi har testet her, med det lidt sjove navn, er dog på ingen måde dyr. Til gengæld er den perfekt til børneværelset, haven, grill i parken eller en tur på stranden.
Ultimate Ears Wonderboom er nemlig stødsikker, vandafvisende, har 360 graders lyd og fylder ikke meget.
Læs også: JBL Charge 3 – Det oplagte valg [TEST]
Fordele:
- Lille og let
- Stødsikker og vandafvisende
- Spiller lang tid på en opladning
- Mange forskellige farver og designs
- Spiller overraskende godt og højt
- 499,- kroner er billigt
Ulemper:
- Lydstyrke op/ned knapperne er ikke de bedste
- Ingen USB-C tilslutning
Specifikationer
Dimensioner og Vægt | 102 x 93.5 mm, 425 gram |
Batteri | 10 timers batteri |
Bluetooth | Version 4.1 med A2DP |
Lyd | Max 86 dB, to 40 mm aktive enheder |
Andet | Stødsikker, vandvisende IP67, 2 års garanti. Prisen er omkring 499 kroner |
Ultimate Ears Wonderboom, som vi her på redaktionen mener skal udtales med tysk accent, er en kompakt bluetooth højttaler, hvor det praktiske og lyden er i højsædet. Samtidig er prisen holdt helt nede på omkring 500 kroner.
Efter udpakning af højttaleren står man tilbage med selve højttaleren og et meget gult kabel:
Desværre er det ikke USB-C, som vi begynder at se på andre højttalere. En opladning af Wonderboom tager små tre timer, og den holder strøm i lang tid. Producenten lover omkring 10 timers strøm, hvilket helt klart kan bekræftes.
Der er både knapper på toppen af højttaleren og på fronten af den. Knapper giver ikke den bedste klik-følelse, men fungerer efter hensigten.
Selve enheden virker godt bygget, og virker klart som noget der koster mere end 500 kroner.
Designet på den lånte højttaler vi har kan diskuteres, men UE Wonderboom fås i mange farver og designs. Så der burde være noget for enhver.
Den er lille og handy, men spiller bestemt over dens kompakte størrelse. Forbindelsen via bluetooth har foregået uden problemer, og højttaleren har hurtigt forbundet hver eneste gang. Selv når min 2-årige datter og tændt og slukket den hurtigt ti gange i træk.
Lyden fra Ultimate Ears Wonderboom er god, overraskende god. Specielt til den lave pris og den kompakte størrelse, så er det imponerende. Det er klar at det ikke er på højde med en højttaler som BeoPlay P6, men den koster også 2.500 kroner mere. Udover at den spiller klart og med en fin bund, så spiller den også rigtig højt.
Læs også: Test: B&O BeoPlay P6 – Luksus på både lyd og design
Jeg er overbevist om at alle der køber Wonderboom vil meget tilfredse med dens lydpotentiale. Det er vi i hvert fald.
Den er perfekt til havebordet eller til, at have med på stranden eller grillfesten, for den er både stødsikker og vandafvisende med IP67 certificering. Mangler man en lille bluetooth højttaler, der ikke koster en bondegård, så er Ultimate Ears Wonderboom et oplagt valg. Wonderboom får vores fineste karakter 6 ud af 6 stjerner.