iPhone 16 har hurtigere opladning og hurtigere 5G
Den nye iPhone 16 og iPhone 16 Plus kommer i nye, friske farver, er mere holdbar, hurtigere ydeevne og kameraforbedringer, mens iPhone 16 Pro-modellerne er blevet hurtigere, større, har længere batteritid og forberede kameraer.
Men der er et par nyheder, som Apple ikke har nævnt noget om under mandagens afsløring: Hurtigere opladning og højere 5G-downloadhastigheder.
Se også: Sådan sælger du din brugte iPhone
Hurtigere opladning
Ifølge en ny certificering fra det kinesiske tilsynsorgan China Quality Certification Centre understøtter alle iPhone 16-modeller nu kablet hurtigopladning via USB-C-porten med en ladeeffekt på op til 45 watt. Så er det bare med at finde mobilladere med den slags kapacitet.
Som ShrimpApplePro spottede på X, viser denne certificering, at alle iPhone 16-modeller lader med en spænding på mellem og 5 og 15 volt og med en strømstyrke på 3 ampere, hvilket giver en samlet ladeeffekt på op til 45 watt.
Det er over 50 procent hurtigere end iPhone 15-serien, som toppede ved 27-29 watt, men aldrig helt nåede op på de annoncerede 30 watt.
Apple har selv afsløret, at trådløs opladning via MagSafe med iPhone 16-telefonerne nu understøtter op til 25 watt i ladeeffekt. Via Qi-tilbehør er det dog fortsat kun 15 watt.
Se også: De bedste priser og tilbud på iPhones
Højere 5G-downloadhastigheder
Ud over hurtigere opladning kan ejere af iPhone 16 Pro og iPhone 16 Pro Max også glæde sig over at få endnu højere downloadhastigheder via 5G.
Ifølge data indhentet fra appen Speedsmart er den gennemsnitlige 5G-downloadhastighed via de nye iPhone 16 Pro-modeller 23,7 procent højere end på iPhone 15 Pro-modellerne på tværs af de amerikanske teleselskabers mobilnet.
På T-Mobiles netværk opnåede iPhone 16 Pro en gennemsnitlig downloadhastighed på hele 447,5 Mbit/s, mens iPhone 15 Pro må nøjes med 376,15 Mbit/s.
Den enorme forskel skyldes, at Apple har udstyret de nye iPhones med Qualcomms nyeste Snapdragon X75-modem. Modemmet understøtter 5G-Advanced (5.5G), har lavere strømforbrug og ”forbedret 5G carrier aggregation for hurtigere uploadhastigheder” ifølge Speedsmart. Uploadhastighederne ser dog kun ud til at være marginalt forbedret, mens der er sket en stor forbedring af downloadhastighederne.
Det forlyder, at iPhone 16 og iPhone Plus bruger Qualcomms mindre avancerede Snapdragon X70-modem ligesom sidste års iPhone 15 Pro og 15 Pro Max. Det skulle dog være sidste gang, at Apple udstyrer iPhones med et modem fra Qualcomm, for i løbet af næste år skulle it-giganten skifte til sine egenudviklede modemmer.
Se også: Pris på iPhone 16
Vælg iPhone 15 i stedet for iPhone 16
For hvert år der går, bliver de teknologiske spring fra den nyeste iPhone-model til sidste års iPhone-model mindre og mindre – ganske enkelt fordi det bliver sværere som forbruger at mærke til de forbedringer, der sker.
Hvis du overvejer at købe ny iPhone, bør du kraftigt overveje, om de forholdsvis små forbedringer, som Apple har introduceret i iPhone 16-serien, virkelig er den store prisforskel værd. I løbet af det seneste år er iPhone 15 nemlig faldet meget i pris, og den vil kun falde endnu mere i pris i den kommende tid, nu hvor den er afløst af iPhone 16.
Du kan derfor få meget mere mobil for pengene i en iPhone 15, som langt hen ad vejen føles som en lige så god og moderne iPhone som iPhone 16. Læs mere om, hvorfor du bør vælge iPhone 15 i stedet for iPhone 16.