Rygte: iPhone 17-serien får runde kanter

Nyt rygte lyder, at iPhone 17-serien bliver fremstillet på en helt ny måde og får afrundede kanter. Dermed bevæger Apple sig væk fra et design med skarpe kanter brugt siden iPhone 12.

Rygte: iPhone 17-serien får runde kanter

Tidligere rygter har hævdet, at Apple vender tilbage til at anvende en konstruktion af aluminium i den kommende iPhone 17-serie. Nu er der kommet nye oplysninger om, at der bliver tale om et markant redesign, hvor Apple går tilbage til svagt afrundede kanter.

Se også: De bedste priser og tilbud på iPhones

Apple har udviklet ny fremstillingsproces

Ifølge Fixed-Focus Digital på det kinesiske sociale medie Weibo har Apple udviklet en ny fremstillingsproces, som gør det muligt at smelte forskellige materialer sammen for at undgå lige kanter.

Vedkommende hævder, at glasset foran og bagpå vil nærmest smelte sammen i en jævn overgang modsat i dag, hvor der er separate lag af glas, som brydes af en ramme af metal hele vejen rundt om konstruktionen.

Det tyder med andre ord på, at de skarpe kanter, som Apple i dag anvender, bliver erstattet af mere afrundede kanter – og det er ikke første gang, at vi får en iPhone med buede kanter at se.

Den oprindelige iPhone havde afrundede kanter, og sådan fortsatte det frem til iPhone 4 i 2010. Buede kanter vendte derefter tilbage igen i iPhone 6 og forblev der indtil introduktionen af iPhone 12-serien.

iPhone 17-serien inkluderer en ultra-tynd iPhone 17 Air med en tykkelse på kun 6,25 mm, men netop den nye fremstillingsteknik skulle give Apple udfordringer i denne tynde model. De kurvede kanter giver nemlig dårligere udnyttelse af pladsen end de lige kanter, hvor der kan klemmes flere komponenter ind langs kanterne.

Om oplysningerne er korrekte, må vi vente med at finde ud af. iPhone 17-serien ventes først at blive lanceret i september, så der er med andre ord et godt stykke tid, til Apple er klar til at afsløre de næste iPhones. Efterhånden som vi nærmer os september, får vi dog et meget klarere billede af, hvordan iPhone 17-serien kommer til at se ud.

Se også: Brugte iPhones er bedst til børn

Alternativer til iPhone 17

iPhone 17-serien skal konkurrere med kommende topmodeller som Samsung Galaxy S25 (herunder Galaxy S25 Slim), OnePlus 13 og Xiaomi Pro/Ultra.

Alle disse telefoner bliver lanceret meget tidligere end iPhone 17-serien, så vi vil også opleve, at 2026-topmodellerne fra Samsung, OnePlus og Xiaomi skal konkurrere med efterårets iPhone 17-nyheder fra Apple.

Se også: Top 5: De absolut bedste iPhones