Samsung Galaxy S21 FE får uofficiel lanceringsdato
Samsung Galaxy S21 FE er en af årets mest ventede telefoner. Samsung har endnu ikke meldt en officielt lanceringsdato ud, men nu råber flere pålidelige kilder op omkring en lanceringsdato, som ikke er langt ude i fremtiden. Se her hvordan Samsung forventes at lancere Galaxy S21 FE.
Der gik på et tidspunkt rygter om, at Samsung skulle have droppet en FE-model i år, på grund af mangel på halvledere. Det tyder dog på, at Samsung alligevel forventes at lancere afløseren til S20 FE i år – og angiveligt meget snart.
Samsung Galaxy S21 FE har nemlig fået en uofficiel lanceringsdato (dagen den er tilgængelig i butikkerne) den 29. oktober, hvor forudbestillinger af telefonen starter den 20. oktober. Den skulle komme i farverne grøn, sort, hvid og lavendel.
Læs også: Galaxy S21 FE kommer til august – med top specifikationer
Hvad ved vi om Galaxy S21 FE?
Samsung Galaxy S21 FE skal erstatte Galaxy S20 FE, som blev lanceret sidste år. Samsung Galaxy S20 FE viste sig at blive en af de helt store successer i 2020, hvor den i vores test fik topkarakter og titlen “årets mobil”. Her var der nemlig tale om en mobiltelefon, som havde alle de vigtigste funktioner og specifikationer fra de dyrere topmodeller, men kostede langt mindre. Og den skulle vise sig at blive meget populær. Derfor er der store forventninger til afløseren, som altså skulle blive lanceret ganske snart.
Samsung Galaxy S21 FE ser ud til at få en Snapdragon 888, med 6 GB RAM og med Android 11. Skærmstørrelsen skulle lande mellem S21 og S21+, omkring 6,4 til 6,5 tommer. Og med et batteri på 4.500 mAh.
Det forventes ikke at den får helt samme kamera, som man finder i den normale S21. Hovedkameraet bliver angiveligt på 16 megapixel, med to andre sensorer på 8 MP og 12 MP.
Så igen er der altså tale om top specifikationer til en forhåbentlig skarp pris. Går alt vel, så kunne Galaxy S21 FE blive årets mobilkøb i 2021? Designet på Galaxy S21 FE skulle minde om Galaxy S21.
Se også: Bedste Samsung-telefoner til prisen