Apple Intelligence bliver forsinket i EU på grund af EU-regler

Apple giver EU's forordning om digitale markeder skylden for, at Apples storstilede AI-funktioner i iOS 18 bliver forsinket i EU.

Apple Intelligence bliver forsinket i EU på grund af EU-regler

Ved WWDC 2024 introducerede Apple en samling af AI-funktioner under navnet Apple Intelligence.

Men nu oplyser Apple, at kommende funktioner som de generative AI-værktøjer i Apple Intelligence, iPhone-spejling- og SharePlay-skærmdeling måske ikke vil være tilgængelige i EU i år – noget som Bloomberg tidligere erfarede ville ske.

Se også: De bedste priser og tilbud på iPhones

Ny EU-forordning spænder ben for Apples nye funktioner

Årsagen til forsinkelsen skulle være EU’s nye forordning om digitale markeder – også kendt som Digital Markets Act (DMA). Ifølge Apple stiller forordningen strenge krav til de “gatekeepere”, som skal stoppe al konkurrencebegrænsende adfærd i EU. For nylig gik der rygter om, at Apple og Meta snart kunne blive anklaget for at have overtrådt DMA, og nu har EU bekræftet, at Apple bliver kigget efter i sømmene.

Ifølge Apple kan EU’s forordning “tvinge” selskaber som Apple til at gå på kompromis med privatlivets fred og brugernes sikkerhed i forsøget på at leve op til kravet om, at gatekeepere skal lade tredjepartsfirmaer samarbejde med deres tjenester. Der skal altså være interoperabilitet mellem tjenesterne, mener EU.

Se også: EU: Apples App Store-regler bryder konkurrenceregler

Er bekymret for krav om interoperabilitet

Apples talsmand Fred Sainz har over for The Verge forklaret årsagen til at forsinke funktionerne i EU:

”For to uger siden afslørede Apple hundredvis af nye funktioner, som vi glæder os til at bringe ud til vores brugere over hele verden. Vi er meget motiverede for at gøre disse teknologier tilgængelige for alle brugere, men på grund af den lovgivningsmæssige usikkerhed, der er opstået med Digital Markets Act (DMA), tror vi ikke, at vi vil være i stand til at udrulle tre af disse funktioner – iPhone Mirroring, SharePlay Screen Sharing-forbedringer og Apple Intelligence – til vores EU-brugere i år,” siger han og tilføjer:

“Vi er især bekymrede for, at DMA’s krav om interoperabilitet kan tvinge os til at gå på kompromis med vores produkters integritet på måder, der risikerer brugernes privatliv og datasikkerhed. Vi er forpligtet til at samarbejde med Europa-Kommissionen i et forsøg på at finde en løsning, der vil gøre det muligt for os at levere disse funktioner til vores EU-kunder uden at gå på kompromis med deres sikkerhed”.

Se også: Derfor får din ældre iPhone ikke Apple Intelligence

EU giver svar på tiltale

EU’s talsmand Thomas Regnier tager ikke kritikken fra Apple så tungt og forklarer, at “gatekeepere er velkomne til at tilbyde deres tjenester i Europa, forudsat at de overholder vores regler, der har til formål at sikre fair konkurrence.”

Det er uklart, hvad der specifikt forårsager bekymringerne, da Apple Intelligence alene dækker opgraderinger af Siri, Genmoji, håndtering af notifikationer, tekstgenerering og resuméer.

Fred Sainz fra Apple gentager også, at Apple Intelligence vil være tilgængelig for som betatest i løbet af juli, mens iPhone-spejling og de udvidede SharePlay-skærmdelingsfunktioner netop er rullet rullet ud i en udviklerbeta i dag.

Se også: Apple introducerer iOS 18: Her er alle nyhederne