Google bekræfter: Irriterende fejl rammer Android Auto
Hvis du har oplevet, at din Android-mobil pludselig nægter at oprette forbindelse til bilen eller hopper af Android Auto under kørsel, er du ikke alene.
En ny fejl i Android Auto driller i øjeblikket mange brugere, og vi har også mærket problemet her på redaktionen.
Se også: De absolut bedste Android-telefoner
Udbredte problemer for Pixel og Samsung
Mange brugere melder nu om store udfordringer med at få deres telefoner til at spille sammen med bilen. Det drejer sig især om ejere af mobiltelefoner fra Google Pixel og Samsung Galaxy, hvor forbindelsen enten slet ikke etableres eller hurtigt afbrydes igen efter kort tids kørsel.
Det er en kilde til stor frustration i hverdagen. Her på Mobilsiden.dk har vi desværre også oplevet fejlen på vores egne enheder, hvor den under navigation pludselig afbryder forbindelsen og derefter forsøger at genoprette den. Nogle gange vender forbindelsen tilbage, men det er meget ustabilt.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Sikkerhedsfunktion spænder ben
Årsagen til de mange fejl ser ud til at hænge sammen med en ny sikkerhedsfunktion i Android 16. Den såkaldte Advanced Protection Mode kan i visse tilfælde blokere for forbindelsen, medmindre telefonen er låst helt op manuelt.
Hvis du er ramt af problemet, kan du forsøge midlertidigt at slå funktionen fra under indstillingerne for sikkerhed og privatliv for at få adgang til navigationssystemet igen, indtil fejlen er rettet.
Se også: De bedste iPhones lige nu
En officiel rettelse er på vej
Google har nu officielt bekræftet, at de kender til de igangværende problemer med forbindelsen. De arbejder i øjeblikket på en rettelse, som forhåbentlig rulles ud meget snart til de berørte brugere via en softwareopdatering.