iPhone har nu RCS – men du kan ikke bruge det
Apple har lanceret det nye iOS 18, så alle nyere iPhones nu kan opdateres til Apples seneste styresystem til iPhones, det gælder selvfølgelig også iPhone 16.
En af de store nyheder i iOS 18 er understøttelse af beskedstandarden Rich Communication Services (RCS) – også kendt som SMS- og MMS-teknologiens efterfølger.
Med RCS-understøttelse i appen Beskeder er det muligt at sende og modtage fotos, videoer og filer i høj kvalitet mellem iPhones og Android-telefoner. Gruppesamtaler fungerer langt bedre end tidligere, og man modtager nu læse- og skrivekvitteringer.
Se også: Refurbished iPhone?
Næsten ingen teleselskaber understøtter RCS
RCS skal dog aktiveres af hvert enkelt teleselskab, og det er der ifølge Apples hjemmeside ikke et eneste dansk teleselskab, der endnu har gjort. Så selv om iPhones med iOS 18 understøtter RCS ligesom langt de fleste Android-telefoner, kan du altså ikke bruge funktionen.
Indtil videre er det kun de største amerikanske teleselskaber og kun 16 europæiske teleselskaber, som understøtter RCS i iOS 18.
I de kommende måneder bør flere teleselskaber understøtte RCS på iPhones.
Se også: Nu ruller iOS 18 ud. Får min iPhone opdateringen?
Hvordan aktiverer jeg RCS på min iPhone?
Hvis du allerede har opdateret din iPhone til iOS 18, kan du prøve at aktivere RCS ved at gå til Indstillinger > Apps > Beskeder. Hvis du ikke kan se denne mulighed, understøtter dit teleselskab formentlig endnu ikke RCS på iPhone.
For at opdatere din iPhone til iOS 18, som RCS er en del af, skal du have en iPhone XR eller nyere. Du kan opdatere din iPhone ved at gå til Indstillinger > Generelt > Softwareopdatering.
Se også: 250 nye funktioner og nyheder i iOS 18
RCS fjerner tidligere begrænsninger
Det er en stor nyhed, at RCS nu er understøttet i iOS 18. Det fjerner de tidligere begrænsninger i kommunikationen mellem iPhone-brugere og brugere af Android-telefoner.
De tekniske udfordringer har Apple ikke haft stor interesse i at få løst, da det for iPhone-brugere har set ud som om, at det er Android-brugernes telefoner, der ødelægger gruppesamtaler og forværrer billed- og videokvaliteten. Det har medvirket til at skubbe flere brugere over til iPhones.
Med RCS-implementeringen bliver det nu mindre vigtigt, om folk bruger en iPhone eller en Android-mobil for at opnå gnidningsfri kommunikation på tværs af styresystemer.