Kæmpe hul i EU-loven: Mobilproducenter slipper for at opdatere din telefon
En ny EU-forordning skulle garantere forbrugerne fem års opdateringer til deres mobiltelefoner, efter de udgik fra handlen.
Men nu viser det sig, at en snedig formulering i lovteksten lader producenterne slippe helt for at udsende nye softwareversioner – stik imod lovens hensigt.
Se også: Nyheder om Android og iOS
Det lille ord, der vælter læsset
Da EU’s Ecodesign-forordning trådte i kraft sidste år, var jublen stor blandt forbrugerorganisationer og techmedier. Lovgivningen lød umiddelbart klar: Mobilproducenter skulle understøtte deres enheder med softwareopdateringer i mindst fem år fra den dato, den sidste enhed blev solgt.
Formålet var at forlænge elektronikkens levetid og mindske mængden af elektronikaffald. Men nu har producenterne – med Motorola i spidsen – nærlæst teksten og fundet en afgørende kattelem.
I lovtekstens bilag står der specifikt: “Producenter (…) skal, hvis de leverer sikkerhedsopdateringer, korrigerende opdateringer eller funktionsopdateringer til et operativsystem, stille sådanne opdateringer til rådighed uden omkostninger.”
Det lille ord “hvis” er hele omdrejningspunktet. Juridisk set betyder det, at mobilproducenterne ikke er tvunget til at udvikle nye opdateringer. Reglen betyder blot, at hvis de vælger at udsende en opdatering, skal den fil ligge tilgængelig på en server i fem år, så brugeren kan hente den.
Hvis producenten vælger slet ikke at lave opdateringer, er der ingen krav at overholde.
Motorola udnytter smuthullet
Konsekvensen af denne formulering ses allerede nu på markedet. Motorola har for nylig lanceret nye budgetmodeller i Europa, herunder Moto G17, som leveres uden løfte om en eneste opgradering af styresystemet.
Telefonerne lanceres med Android 15, som allerede er en ældre version, og køberne kan ikke forvente at se Android 16 eller nyere på deres enhed.
Sikkerhedsopdateringer er også barberet ned til et minimum på to år i visse tilfælde, hvilket reelt gør telefonerne sårbare og forældede længe før de fem år, som EU havde tiltænkt.
Det er en strategi, der sparer producenterne for enorme summer. Det er nemlig en ekstrem ressource- og omkostningstung opgave at skulle tilpasse, teste og udsende softwareopdateringer til en bred portefølje af telefoner i en periode på fem år, efter de er udgået.
Ved at udnytte smuthullet sparer producenterne penge, men regningen ender hos forbrugeren, der står med et produkt med kortere levetid.
Se også: 8 års opdateringer på vej til Android-telefoner
Forvirrende svar fra EU
At producenterne tør satse på denne fortolkning, er måske ikke så underligt. Da Mobilsiden.dk sidste år kontaktede EU for at få en præcisering af reglerne, var svaret nemlig alt andet end klart.
Vi spurgte ind til, hvordan forordningen skulle fortolkes i praksis og modtog et komplekst og juridisk snørklet svar, der reelt bekræftede uklarheden.
“Vi kan bekræfte, at hvis økonomiske aktører leverer sikkerhedsopdateringer […] skal de stille sådanne opdateringer til rådighed uden omkostninger,” lød det blandt andet.
Svaret understreger den passive form: Forpligtelsen træder først i kraft, når handlingen (at lave en opdatering) er udført. Der stod intet eksplicit om, at de skal producere opdateringen i første omgang.
Når EU’s egne embedsmænd leverer så tvetydige svar, er det forventeligt, at de økonomisk pressede mobilproducenter vælger den billigste løsning.
Dyre omkostninger skræmmer producenterne
Det er nemlig en voldsom økonomisk byrde for producenterne at skulle understøtte billige telefoner i mange år.
Kravet lyder på support i fem år fra den dag, den sidste telefon sælges. Hvis en budgetmobil er på markedet i to år, taler vi reelt om syv års softwareudvikling til en telefon, der måske kun koster 1.500 kr.
Det kræver enorme ressourcer til udviklere, test og certificering. For dyre topmodeller er det en del af prisen, men for budgetsegmentet æder det hele overskuddet.
Derfor ser vi nu det paradoksale resultat. For at undgå omkostningerne ved EU-kravet vælger nogle producenter helt at droppe opdateringerne.
Hvad betyder det for dig?
Som forbruger skal du nu se dig ekstra godt for. Selvom lovgivningen er trådt i kraft, er det ikke en garanti for, at din næste telefon er fremtidssikret. Tværtimod har lovgivningen skabt et A- og et B-hold.
På A-holdet har vi producenter som Samsung og Google, der for længst har forpligtet sig til lange opdateringsperioder.
På B-holdet risikerer vi nu at se flere billige Android-telefoner, der efterlades på den digitale perron fra dag ét, fordi producenten udnytter EU’s mangelfulde formuleringer.
Det er en ærgerlig udvikling for en lovgivning, der havde de bedste intentioner om bæredygtighed og forbrugersikkerhed, men som indtil videre ser ud til at have skabt mere forvirring end gavn i den billige ende af mobilmarkedet.
Se også: Nye EU-regler: Mindst 5 års opdateringer til telefoner
Se hvor mange opdateringer din telefon får
Der er stor forskel på, hvor lang tid de forskellige mobilproducenter opdaterer deres telefoner. Se hvilke Android-telefoner der får flest opdateringer.
Er du på udkig efter en ny telefon? Få inspiration i vores top-5-guides til de absolut bedste mobiltelefoner og de bedste telefoner til prisen.