Quick Share og AirDrop-fildeling på vej til alle mobilproducenter

Google annoncerede for nylig, at man kan dele filer mellem Pixel-telefoner og iPhone med Quick Share og AirDrop. Nu er funktionen på vej til alle andre mobilmærker.

Quick Share og AirDrop-fildeling på vej til alle mobilproducenter

For nylig annoncerede Google, at man snart kan dele filer mellem Android-telefoner (Pixel 10-serien til en start) og iPhones med henholdsvis QuickShare og AirDrop. Det er en stor nyhed, der vil løse problemet med deling af filer mellem iPhone og Android.

Nu bliver nyheden endnu større, da funktionen kommer til øvrige mobilmærker.

Se også: De største nyheder i iOS 26.2

AirDrop-fildeling på vej til alle Android-mobilmærker

Google oplyser, at funktionen rulles ud “fra og med Pixel 10-familien”. Det bliver af flere tolket som om, at det ikke er en garanti for, at ældre Pixel-modeller bliver opgraderet. Det er dog ikke unormalt, at nye funktioner bliver rullet ud til de nyeste modeller, og så får ældre modeller funktionerne tilføjet løbende.

Google har siden 2021 og Pixel 6-serien brugt sin egen Tensor-processor i Pixel-telefonerne, men umiddelbart efter Googles udmelding kunne Nothing afsløre, at de “allerede undersøger, hvordan vi kan implementere dette i Nothing-telefoner så hurtigt som muligt.”

Qualcomm offentliggjorde samtidig, at den nye fildeling mellem Quick Share og AirDrop også snart bliver aktiveret på Snapdragon-baserede smartphones.

Det åbner potentielt døren for Samsung, OnePlus Motorola, Xiaomi, Oppo og stort set alle andre Android-producenter, så brugerne af deres telefoner også let kan overføre filer til iPhones.

Qualcomms specificerer dog ikke, hvilke Snapdragon-telefoner der vil understøtte AirDrop, så der er ingen garanti for, at funktionen kommer til alle telefoner.

Se også: Guide til de bedste telefoner lige nu

Samspil mellem Quick Share og AirDrop kan skyldes EU

At det pludselig er muligt at få Quick Share og AirDrop til at spille sammen, så man kan sende filer på tværs af de to mobiloperativsystemer, skyldes ikke, at Apple pludselig synes, at det er skønt med et samarbejde på tværs af Android og iOS.

Angiveligt skulle Google og Qualcomm have fundet muligheden i AirDrop via teknologien Wi-Fi Aware, som er blevet tilgængelig i iOS 26 på grund af EU-krav om interoperabilitet med iOS og andre økosystemer.

Android har haft Wi-Fi Aware siden version 8, hvilket i teorien gør mange ældre Android-telefoner kompatible.

Se også: Nyheder om Android og iOS