Sparer det strøm at lukke apps på min iPhone?

Det er en udbredt myte, at det skulle hjælpe på din iPhones batteritid, hvis du jævnligt lukker baggrundsapps manuelt. Faktisk kan det have den stik modsatte effekt.

Sparer det strøm at lukke apps på min iPhone?

Mange af os har for vane at lukke iPhone-apps, som kører i baggrunden, ned manuelt. Det er ofte baseret på en formodning om, at nedlukning af apps vil forbedre batteritiden samt forbedre ydeevnen, fordi applikationerne ikke længere kører i baggrunden.

Men behøver du overhovedet at lukke dem? Overraskende nok er svaret nej.

Se også: Swappie betaler godt for din brugte iPhone

Sparer lukning af apps strøm på batteriet?

Apples Senior Vice President of Engineering, Craig Federighi, kommenterede emnet tilbage i 2016, da en læser sendte en e-mail direkte til Tim Cook for at få et klart svar på spørgsmålet om lukning af apps.

I mailen blev der spurgt: “Lukker du ofte dine iOS-multitasking-apps, og er det nødvendigt for batteriets levetid?”. Craig Federighis svar var kort og præcist og lød “nej og nej”.

iPhones har siden da løbende fået mere hukommelse og er gået fra 128 MB til 8 GB RAM. Samtidig er moderne apps blevet meget mere ressourcekrævende, end de var i 2016.

De fleste baggrundsapps i iOS er dog som udgangspunkt suspenderet eller sat på pause, hvilket frigør den RAM, som de ellers ville bruge.

Se også: De bedste priser & tilbud på iPhones

Apple: Luk kun apps, der ikke reagerer

Spørgsmålet er tilbagevendende, og derfor oplyser Apple også selv om problemet i en vejledning om lukning af apps. Her oplyser Apple, at “du kun bør lukke en app, hvis den ikke reagerer”. Og det er der en god grund til.

iOS har nemlig længe været designet til at sikre, at baggrundsapps næsten ikke har indflydelse på din iPhones hukommelse (RAM) eller chips ydeevne.

Se også: Top 5: De absolut bedste iPhones

Derfor hjælper det ikke at lukke apps manuelt

iOS er meget effektiv til at suspendere apps, der ikke bliver brugt. De suspenderede apps belaster ikke dit batteri eller din ydeevne. At du kan se en app i oversigten, når du swiper op fra bunden af din startskærm, er bare en visuel indikator, der fortæller dig, at appen var åben for nylig og er klar til at blive genoptaget, når du har brug for det.

Selv om det føles ulogisk, er det ofte bedre for batteriforbruget bare at lade apps være, indtil du har brug for dem. Det skyldes, at det ofte er mere batterikrævende at lukke apps for kort tid efter at åbne dem igen end bare at lade dem ligge i baggrunden.

Den første åbning af de fleste apps kræver en kortvarig stigning i strømforbruget for at indlæse og indsamle appens data. En app, der er suspenderet i baggrunden, bruger ganske enkelt mindre strøm, selv om apps som Spotify, Apple Music eller navigation fortsat kan trække noget strøm, hvis de stadig bruges aktivt i baggrunden.

Se også: Nye funktioner i iOS 18.1 forbedrer Apple CarPlay

Tjek om en app dræner batteriet på din iPhone

Hvis du har mistanke om, at en app dræner dit batteris levetid, kan du tjekke det ved at gå til Indstillinger > Batteri og rulle ned for at se “Batteriforbrug pr. app”.

Hvis du vil forhindre en app i at køre i baggrunden, kan du også gå til Indstillinger > Generelt > Opdater apps i baggrunden og slå den specifikke app fra.

En bedre måde at holde din iPhone kørende på er at fjerne ubrugte apps og regelmæssigt slette eller kopiere store filer fra din iPhone. Dette kunne ekesempelvis være til iCloud.

Husk at det sandsynligvis ikke hjælper på din iPhones batterilevetid eller ydeevne (og måske endda har den modsatte effekt) at lukke dine apps manuelt.

Se også: iPhone 17 Air bliver tyndere end ventet

Perspektivering

På samme måde som på iPhones gælder det også for Android-telefoner, at telefonen sagtens selv kan administrere brugen af apps på din smartphone.

Har du en smartphone fra Samsung, OnePlus, Xiaomi, Motorola, Google eller et sjette mærke, bør du også på disse kun lukke apps manuelt, hvis du oplever, at de ikke svarer på dine tryk eller lignende.

Se også: Apple Intelligence kommer snart til Danmark