Antenneproblem på iPhone 4 løses med gratis cover
Fredag aften dansk tid gik Apple’s overhoved Steve Jobs på scenen foran den fremmødte verdenspresse, under overskriften “iPhone 4”.
Hele verden holdt vejret i spænding over, om iPhone 4 ville blive tilbagekaldt. Det skete dog ikke!
I stedet får alle kunder et gratis plastik-cover med til iPhone 4. De kunder, der allerede har købt et cover til deres iPhone 4 får pengene tilbage for det.
Under oplægget nedtonede Steve Jobs på det kraftigste problemerne med forbindelsen, og giver kun cover ud, for at “alle kunder skal være tilfredse”. Utilfredse kunder kan i øvrigt returnere deres iPhone 4 og få pengene tilbage.
I følge Apples egne undersøgelser af antenneproblemerne med iPhone 4, er det kun 1 opkald mere ud af 100 opkald, der bliver tabt, i forhold til 3GS.
Samtidig har kun 0,55 procent af iPhone 4-ejerne klaget til Apple, og kun 1,7 procent har leveret telefonen tilbage – mod 6 procent, der leverede iPhone 3GS tilbage i sin tid.
Steve Jobs brugte på pressemødet også meget tid på at fortælle, at alle smartphones har antenneproblemer og at dette egentlig ikke er et isoleret Apple-problem – medierne har bare sat ekstra fokus på det, fordi det netop er en iPhone.
Steve Jobs slog ved samme lejlighed fast, at iPhone 4 kommer til Danmark den 30. juli.