Apple og Facebook narret til at udlevere brugerdata til hackere
Apple har altid pralet med, at brugernes privatliv og integritet er en af deres topprioriteter, og at de gør alt for at beskytte dem. Men det er ikke altid muligt, for af og til kommer politi og andre myndigheder med retskendelser, der kræver udlevering af bestemte brugeres data. I de tilfælde må Apple og de andre selskaber som oftest parere ordre.
Se også: Apple stopper med at reparere stjålne eller forsvundne iPhones
Udleverede data til de forkerte
Men ifølge Bloomberg lader det til, at Apple og Meta har udleveret personligt brugerdata til hackere, der udgav sig for at være fra myndighederne.
Hvordan kan det nu gå til, spørger du måske dig selv. Det lader til, at en anmodning om udlevering af brugerdata kræver en ransagningskendelse eller stævning underskrevet af en dommer. Men der findes også visse ”nødanmodninger”, hvor det ikke er nødvendigt med en retskendelse, og det er den mulighed, hackerne har udnyttet.
En talsperson for Apple har givet følgende udtalelse til Bloomberg: “I de retningslinjer, som Apple henviser til, står der, at en tilsynsførende for den regering eller den retshåndhævende myndighed, der har indsendt anmodningen, ‘kan blive kontaktet og bedt om at bekræfte over for Apple, at anmodningen om en nødsituation var legitim’.”
Handlede som man kunne forvente
Det kan forekomme som skødesløshed, men Allison Nixon, forskningschef hos cyberefterforskerne Unit 221B forsvarer både Apples og Metas håndtering af situationen og siger:
“I alle de tilfælde, hvor disse virksomheder begik fejl, var der i kernen en person, der forsøgte at gøre det rigtige. Jeg kan ikke fortælle dig, hvor mange gange tillids- og sikkerhedsteams stille og roligt har reddet liv, fordi medarbejderne havde den juridiske fleksibilitet til hurtigt at reagere på en tragisk situation, der udviklede sig for en bruger”.
Se også: Nyheder som mobiltelefoner