Apple slipper for at åbne iMessage til andre platforme
Europa-Kommissionen har besluttet, at Apples iMessage-beskedtjeneste ikke er en “kerneplatformtjeneste” i henhold til EU’s forordning om digitale markeder (DMA).
Afgørelsen betyder, at Apple ikke vil blive tvunget til at åbne op for tjenesten, så den kan bruges på andre platforme som Android.
I samme omgang har Kommissionen valgt, at det samme gælder for Microsofts Edge-browser, Bing-søgemaskine og Microsofts annoncevirksomhed.
Læs også: Epic Games’ direktør raser over Apples nye iOS-regler i EU
Microsoft Bing også fredet
Både Apple iMessage og Microsofts tjenester har været undersøgt af EU-Kommissionen. Det er sket, fordi både Apple og Microsoft er udnævnt til at være såkaldte gatekeeper-virksomheder af EU.
Sammen med Alphabet, Amazon, ByteDance og Meta anses de for at være virksomheder, der reelt set har monopoler inden for deres respektive områder. Monopoler, som hæmmer konkurrencen og gør det dyrt eller besværligt for andre appudviklere eller tjenester eksempelvis at sælge apps eller modtage betalinger via virksomhedernes platforme.
I 2022 vedtog EU derfor en lov i form af forordningen om digitale markeder eller Digital Markets Act (DMA). Den skal tvinge selskaber som Apple til at åbne deres platforme for andre og skabe fair konkurrence.
Apple gør iMessage kompatibel med RSC-standarden
Selv om Apple stadig bliver set som en gatekeepervirksomhed, behøver Apple nu altså ikke åbne iMessage til andre platforme. Netop det er nok til stor glæde for den californiske it-gigant, som har iMessage som et enormt trækplaster. iMessage gør det attraktivt for mange at anskaffe sig en iPhone, fordi det skaber en mere problemfri chatoplevelse med andre iPhone-brugere.
Chats mellem iPhones og Android-telefoner anvender i dag den gamle SMS-protokol, som betyder kraftigt komprimerede billeder, dårligt fungerende gruppesamtaler og mangel på smarte funktioner, som man kender fra moderne chatapps.
Google har i mange år forsøgt at få Apple til at implementere protokollen RCS, så tekstbeskeder mellem Android og iOS kan fungere smartere og mere problemfrit. I august annoncerede Apple, at man vil understøtte netop RSC.
Tredjepartsappen Beeper tilbød i mellemtiden problemfri kommunikation mellem Android og iPhone via RCS, men Apple lukkede meget hurtigt ned for appen. Snart bliver det altså alligevel muligt, selv om EU ikke kommer til at tvinge Apple til at stille iMessage til rådighed på andre platforme.