Apple Watch: Apple stormer ind på wearable-scenen
Det her er en stor satsning for Apple. Det blev understreget eftertrykkeligt da Tim Cook for første gang lånte afdøde Steve Jobs ikoniske udtryk ”… one more thing”.
Et udtryk der historisk har slået tonen an for hver monumental produktlancering. Før var det iPod, derefter fulgte iPhone og sidst var det iPad. Men i dag galdt det en ny produkt-type for Apple: smarturet som kort og godt hedder ’Watch’
Både store og små
Apple Watch er ikke bare en, men 6 forskellige produkter. En herre-version og en mindre dame-variant. Begge størrelser er begge støbt i rustfrit stål men udgives med tre forskellige finish: sport, klassisk og guld.
Dertil hører seks forskellige remme i både læder, metal og plast. Disse kan udskiftes og tilpasses efter smag.
Selve displayet er kvadratisk og retina-opløsning sikrer at tekst og ikoner står skarpt. Hele herligheden er gemt bag ridsefast og stærkt safirglas.
Urene oplades trådløst via en nydesignet dock.
Mere end et lilliput-iOS
Til at styre uret gennem det lille display genopfinder Apple både touch-skærm og klik-hjulet.
Apple-direktør Tim Cook fastslår at pinch-to-zoom bare ikke dur til små skærme og introducerer ’Crown’, et klik-hjul der skal gøre det lettere at navigere i menuer, blandt funktioner eller bare zoome ind og ud.
Selve touch-delen er også tænkt anderledes. En trykfølsom overflade under skærmen registrer, hvorvidt du trykker let eller hårdt, og giver flere muligheder for at styre uret.
Til at runde de mange input-muligheder af, kommer Siri genkender stemmekommandoer, og foreslår samtidig standard-svar til bl.a. beskeder ud fra deres indhold.
Til både sport og shopping
Uret er vandtæt og desuden ekviperet med 4 sensorer ved håndleddet der registrerer både puls og aktivitet, til at assistere under træningen med data som tilbagelagt distance, kalorieforbrug og meget mere.
En anden nytænkning er integrationen af en NFC-chip der sammen med Apples ligeså nye mobilbetalingsløsning kan fungere som kredikort. Nu skal hverken mobil eller kort op ad lommen, betalingen kan foregå ved et tap med Watch.
Kun til iPhone – og til næste år
Brænder du efter at eje det nye Apple Watch, må du væbne dig med tålmodighed – og en nyere Apple-mobil. Apple Watch virker nemlig kun med iPhone 5, 5C, 5S og de to nye iPhones 6 og 6 Plus.
Uret vil samtidig først få debut i starten af 2015. Prisen vil lyde på 349$, eller omtrent 2.000,- kroner før dansk told og moms.