Facebook opkøber virtual reality selskab
Facebooks Mark Zuckerberg har via sin egen profil på Facebook annonceret, at selskabet opkøber Oculus VR for to milliarder dollars.
Oculus VR er et selskab der har specialiseret sig i virtual reality universet, og blandt andet står bag Oculus Rift, der er en maske man tager på hovedet. Når man har den på, kommer man ind i et computergenereret miljø, der kan være et spil, en filmscene eller bare et sted langt væk.
Men hvad vil Facebook egentlig med et selskab der har speciale i virtual reality?
Ifølge Mark Zuckerberg skal folkene fra Oculus VR fortsætte deres arbejde, med at udvikle deres produkt, men på sigt spår Zuckerberg, at virtual reality kommer til at spille en mere fremtrædende rolle, i den måde vi kommunikerer med hinanden på.
Han forestiller sig at vi for eksempel kan opleve live sport fra forreste række, eller dele hele oplevelser og eventyr med vores venner. Desuden vil det være nemt at være studerende i udlandet, eller få en ansigt-til-ansigt konsultation med lægen.
”Virtual reality var en gang en science fiction drøm. Internettet var også en gang en drøm, og det samme var computere og smartphones. Fremtiden kommer, og vi har chancen for at udforme den sammen” siger Mark Zuckerberg.