Google Play Games: Alle Android-mobilspil kommer til Windows
Android er meget mere end bare mobiltelefoner. Det er også et styresystem, der anvendes til smartwatch, biler, tv, spillekonsoller, bærbare computere og mange andre typer af enheder.
Nu giver Google tættere integration mellem Android-telefoner og Windows-computere med en stor forbedring til Windows-programmet Google Play Spil, som blev introduceret i 2022.
Alle Android-spil kommer til Google Play Spil på Windows
Programmet gør Android-baserede mobilspil tilgængelig på Windows-enheder – det kan være 2-i-1-computere, bærbare computere eller sågar stationære computere.
Udvalget har hidtil været begrænset med lidt mere end 50 spiltitler, men nu vil Google for alvor konkurrere med spiltjenester som Steam. I Google Play Spil bliver alle Android-mobilspil nemlig gjort tilgængelig på Windows-computere, medmindre udvikleren af de enkelte spil aktivt vælger ikke at have spillene tilgængelige i Google Play Spil.
Google Play Spil er smart, fordi tjenesten synkroniserer dine spil og hvor langt du er nået i de forskellige spil på tværs af Android- og Windows-enheder.
Foreløbig er Google Play Spil-programmet i betatest, men senere på året bliver tjenesten lanceret bredt.
Se også: Biler med Android Automotive får 67 nye apps og spil
Perspektivering
Mobilspil er en enorm indtjeningskilde for både Apple og Google, der distribuerer et voldsomt antal mobilspil i henholdsvis App Store og Google Play.
Se hvilke mobilspil og apps der var de mest populære i App Store i 2024, og se også hvilke spil og apps der toppede hitlisterne i Google Play Butik i 2024.