Nu kan du betale med Apple Pay i Danmark
Så er ventetiden ovre. Oven på flere og flere indikationer på en lancering af betalingstjenesten kan Apple som ventet nu bekræfte, at Apple Pay nu er kommet til Danmark, Finland, Sverige og Forenede Arabiske Emirater. Det oplyser Apple på sin hjemmeside.
Apple Pay kommer primært til at tage konkurrencen op med MobilePay. Hvor MobilePay stadig benytter ekstraudstyr ved mange terminaler (men ikke længere behøver det), er Apple Pay integreret i terminalerne og forbinder til din iPhone med NFC-teknologien ligesom flere andre betalingsløsninger.
Se også: Sådan betaler du med Apple Pay [TIP]
Disse banker og butikker understøtter Apple Pay
Ligesom andre betalingsløsninger kræver Apple Pay, at hver enkelt butik/butikskæde og bank vælger at understøtte det. Indtil videre er det kun bankerne Nordea og Jyske Bank, som understøtter Apple Pay i Danmark. Det oplyser Apple på sin hjemmeside.
MasterCard oplyser også i en pressemeddelelse, at Nordea-kunderne har mulighed for at bruge Apple Pay via netop et MasterCard.
“Med Apple Pay som supplement til vores eksisterende løsninger til mobilbetaling kan vi tilbyde vores iPhone- og Apple Watch-kunder en sikker og brugervenlig global løsning, der gør hverdagen nemmere,” siger Mads Skovlund, bankdirektør i Nordea med ansvar for privatkunder.
Kunder i Jyske Bank kan tilføje VISA-debetkort, oplyser banken og Apple.
Har du derfor et betalingskort hos eksempelvis Danske Bank eller Sydbank, kan du altså ikke tilføje dit kort i Apple Pay – indtil videre. Netop Danske Bank ventes ikke på noget tidspunkt at blive interesserede i at være en del af Apple Pay, så her må du formentlig se langt efter Apple Pay-understøttelse.
Læs også: Danske supermarkedskæmper vil have Apple Pay
Om flere andre danske banker og pengeinstitutter er på vej, vides ikke. Der plejer dog med jævne mellemrum at blive føjet nye, udenlandske banker til, så vi får formentlig også flere danske banker og pengeinstitutter at se hen over de kommende måneder.
Og så er der den anden vigtige del omkring Apple Pay: butikkerne. Apple Pay virker kun med de butikker, som har valgt at understøtte løsningen, og som derfor også skilter med den nye betalingsløsning ved terminalerne. Du kan fra i dag kigge efter de to Apple Pay-logoer vist længere nede, som indikerer, at butikkerne understøtter Apple Pay.
Indtil videre er det bekræftet, at du kan betale med Apple Pay i nedenstående butikker og kæder:
- 7-Eleven
- Circle K
- Elgiganten
- Humac
- Joe & The Juice
- Lidl
- Magasin
- Nordic Choise Hotels
- Scandic
Du kan også bruge Apple Pay til at betale i apps på samme måde, som det er muligt med MobilePay. Her lyder listen af udvalgte, understøttede apps som følger:
- ASOS
- Booking.com
- easyJet
- HotelTonight
- Hungry.dk
- JD
- KickStarter
- Smith
- TransferWise
- Wolt
Mange flere apps med Apple Pay kan findes i iTunes her.
Sådan tilføjer du et kort og betaler med Apple Pay
For at komme i gang med Apple Pay skal du først tilføje dit betalingskort i appen Wallet – hvis din bank altså er Nordea eller Jyske Bank. I appens øverste grå boks klikker du på “Tilføj kredit- eller debetkort”. Her kan du tilføje et nyt betalingskort, hvor du kan scanne kortet med kameraet. Findes dit kort allerede i iTunes, kan du nøjes med dets sikkerhedskode.
Læs også: Første butikskæde er klar til at tage imod Apple Pay
Tryk nu på “Næste”, hvorefter din bank/kortudsteder bekræfter oplysningerne. Nogle banker kræver flere oplysninger for at bekræfte dit betalingskort, eksempelvis ved at sende en kode via SMS. Når dit kort er blevet bekræftet, kan du tage Apple Pay i brug.
Før du forsøger at betale med Apple Pay, skal du sikre dig, at butikken tager imod kontaktløse Apple Pay-betalinger ved at der vises et af de to ovenstående logoer. Derefter skal du først hvile din finger på fingeraftrykslæseren og så holde din iPhone ovenover terminalen eller kortlæseren med nogle centimeters afstand. Først når iPhonen giver lyd fra sig efter 1-2 sekunder, kan du slippe fingeraftrykslæseren.
Bemærk at der formentlig også vil være en begrænsning, så du skal indtaste en PIN-kode ved et bestemt beløb. Det bliver formentlig 200 kroner, men er endnu ikke bekræftet af Apple. Det er i hvert fald tilfældet i mange andre lande.
Disse enheder virker med Apple Pay
Ud over iPhones virker Apple Pay også med Apple Watch, iPad og på Mac-computere. Det er dog ikke alle generationer, hvor Apple Pay virker. På sin hjemmeside har Apple offentliggjort følgende liste over enheder, som du kan bruge til at betale med Apple Pay i butikker:
iPhone:
- iPhone X
- iPhone 8
- iPhone 8 Plus
- iPhone 7
- iPhone 7 Plus
- iPhone 6s
- iPhone 6s Plus
- iPhone 6
- iPhone 6 Plus
- iPhone SE
iPad:
- iPad Pro
- iPad (5. generation)
- iPad Air 2
- iPad mini 4
- iPad mini 3
Apple Watch:
- Apple Watch Series 3
- Apple Watch Series 2
- Apple Watch Series 1
- Apple Watch (1. generation)
MacBook:
- MacBook Pro med Touch ID
- En Mac-model fra 2012 eller senere sammen med en iPhone eller et Apple Watch, der har Apple Pay