Nu synkroniserer Gmail din signatur på mobilen
Google har løst en stor irritation for de brugere af Gmail, som ofte skifter telefon. Gmail-appen til Android-telefoner synkroniserer nu automatisk din webbaserede e-mail-signatur, hvis der ikke er angivet en mobilspecifik signatur.
Funktionen understøtter billeder, logoer og formatering og overfører fuldstændig den samme signatur, som man har angivet på desktopudgaven af Gmail.
Ændringen er ved at rulle ud til Android-telefoner og -tablets, mens iOS-brugere allerede har adgang opdateringen.
Se også: Ny Gmail-funktion gør det nemmere at overskue lange e-mailtråde
Løser stor irritation
Med opdateringen er det slut med manuelt at skulle opsætte sin signatur på Android-enheder – noget der blandt andet kommer personer, der bruger Google Workspace, Workspace Individual og personlige konti til gode.
Den manglende synkronisering af e-mail-signaturen har været en stor irritation for dem, der ofte skifter telefon. Stort set alt andet Gmail-indhold har været synkroniseret, men lige præcis signaturen har af uransagelige årsager ikke været omfattet.
Signaturen er vigtig, særligt når man anvender en arbejdsmail, men mange privatpersoner har også angivet en signatur på deres e-mail-konto.
Gmail er ikke den mest populære e-mail-app – det er Apples Mail-app, men Gmail er derimod det maildomæne, der er klart mest udbredt.
Se også: Google Pixel 9a lanceret – bedste prisbillige mobil?