Sådan ser Facebooks kommende “breaking news”-app ud
Tusinder af medier benytter i dag Facebook-sider til at dele nyheder og information til læsere, og i en tid hvor det gælder om at være først, har Facebook i løbet af de seneste måneder pønset på en løsning, der vil gøre det endnu nemmere at dele breaking news-historier til et stort publikum.
Læs også: Facebook på vej med ny app til breaking news-historier
Appen blev første gang omtalt for to måneder siden, og sidenhen er flere oplysninger kommet frem om det nye tiltag fra Facebook. Navnet på appen er Notify, og dens eneste formål er ganske simpelt at sende dig notifikationer øjeblikkelige fra emner eller medier, som du vælger at følge.
To billeder fra hjemmesiden The Awl afslører, hvordan appen ser ud og fungerer til iOS. Du kan finde indhold at følge ved enten at kigge efter stationer eller udbydere, og så er det blot at sætte en markering ud for de typer af indhold, der interesserer dig.
Læs også: Facebook planlægger alternativ til ’dislike’-knappen
Herefter vil du modtage en push-notifikation fra appen hver gang der udsendes indhold fra dine fulgte tjenester. Disse notifikationer fører dig direkte til artiklen, når det er sådan en, der udsendes.
Klar i løbet af næste måned
Ligesom det forlød for to måneder siden, er Facebook stadig i gang med at teste Notify med en række udvalgte samarbejdspartnere.
Ifølge siden vil den nye app dog allerede blive lanceret i eller omkring næste måned til både iOS og Android. Om den kan dække et behov for at følge nyheder bedre end en app såsom Pushbullet og RSS-læsere kan, vil vise sig.