Trumps Truth Social er for voldelig til Play Store

Trumps Truth Social-app er blevet afvist af Google Play Butik på grund af indhold, der opfordrer til vold. Efter rettelser afventer udviklerne af appen nyt fra Google.

Trumps Truth Social er for voldelig til Play Store

Den sociale medieapp Truth Social er endnu ikke tilgængelig i Googles app-butik, og den tidligere præsident og Google er offentligt uenige om hvorfor.

Google har slået fast, at selskabet ikke ville distribuere Truth Social, der er grundlagt af den tidligere præsident Donald J. Trump, i sin Play-appbutik med mindre den får fjernet indhold, der opfordrer til vold.

Fandt indhold, der indeholdt fysiske trusler

Truth Social byggede en version af sin app til Android-enheder i år, men da Google gennemgik den, sagde virksomheden, at den fandt brugerindhold, der indeholdt fysiske trusler, og bad Truth Social om at fjerne dette materiale og sende appen til revision igen.

“Den 19. august gav vi Truth Social besked om flere overtrædelser af standardpolitikker i deres nuværende indsendelse af appen og gentog, at det er en betingelse i vores servicevilkår, at de har effektive systemer til moderering af brugergenereret indhold, hvis en app skal kunne lanceres på Google Play”, lyder det fra Google.

Google oplyser, at firmaet, der har bygget og håndterer Truth Social for Donald Trump, Trump Media & Technology Group, skrev tilbage og anerkendte deres feedback og sagde, at de arbejder på at løse problemerne.

Venter på Googles afgørelse

Truth Social’s moderselskab, Trump Media & Technology Group, siger, at de ser frem til at få Googles godkendelse af appen hurtigst muligt. Trump Media & Technology Group mener, at de har fixet problemerne, så apppen overholder Googles politikker.

Devin Nunes, det tidligere kongresmedlem, der leder Truth Social, har givet Google skylden for forsinkelsen.

Siden angrebet på Capitol den 6. januar 2021 har Google været mere opmærksom på, om budskaber i apps kan føre til vold i den virkelige verden. Det var for eksempel også grund, der blev henvist til, da YouTube suspenderede Trump fra at foretage yderligere uploads til sin kanal, en beslutning, der fortsat er gældende.

Truth Socials hjemmeside kan ikke tilgås fra Danmark endnu og appen ventes også først og fremmest at kunne tilgås af amerikanske brugere, i hvert fald i begyndelsen.

Se også: Nyheder om sociale medier