Flest klager over Teleselskabet 3
Teleselskabet 3 tegner sig for den største mængde klager, set i forhold til kundeantallet. Sidste år blev det til 4,7 klagesager for hver 100.000 kunder.
Det viser 2009-rapporten, som Teleankenævnet netop har offentliggjort.
De fleste sager, der ender hos Teleankenævnet, handler om fortolkning og ændring i aftalevilkår, samt dataforbrug og klager over regninger for udlandstelesfoni.
Særligt dataforbug er kommet i fokus hos de kunder som klager. I 2008 var der kun to klager på dette område, men i 2009 steg klageantallet til 25 sager.
Der er færrest klager over sen fakturering og spærring for f.eks. 90-numre.
3: Det går ikke skidt for os
3 mener ikke, at de 21 sager i ankenævnet er et generelt udtryk for mange problemer med kunderne i selskabet.
– “Det går ikke skidt for os. Det er jo forholdvis få sager vi har, set i forhold til, hvor mange kunder vi reelt har. Derfor synes jeg egentlig ikke klageandelen er særlig høj. Men naturligvis havde det været bedst, slet ikke at have klager,” siger kommunikationschef Stine Green Paulsen fra 3.
Hun bemærker, at ingen af sagerne i Teleankenævnet er afgjort imod 3. Enten har 3 fået medhold, eller også er der indgået forlig med kunden.
Selvom det ville være lettest at give kunderne ret i alle klagesager, mener 3 ikke det er vejen frem.
– “Jeg tror ikke klager helt kan undgås, fx når der er uenighed om en regning. Vi sælger en vare og den skal vi have penge for. Det skal ikke være sådan, at de kunder som troligt betaler deres regning, skal stilles ringere end de kunder, som ikke gør”, slutter Stine Green Paulsen.
Telenor har færrest klager
På Teleankenævnets liste er TDC nummer to, mens Telia placerer sig på en tredjeplads.
Det selskab som har færrest klager i forhold til størrelsen på kundedatabasen er Telenor, der kun fik 1,2 klager i 2009 pr. 100.000 kunder.
Kunderne kan indbringe en sag for Teleankenævnet, når det ikke længere er muligt at opnå enighed med kundeservice-medarbejderne. Afgørelsen af teleselskabet skal være skriftlig, før den kan behandles af Teleankenævnet.
På mobilområdet behandlede nævnet i 2009 i alt 143 klagesager.
Fordelingen fra Teleankenævnet
Her er antallet af klager som er indkommet på TDC, Telenor, Telia og 3, som er de fire selskaber i Danmark med eget mobilnet.
Placering | Selskab | Klager i 2009* | Klager pr. 100.000 kunder | Markedsandel** |
1. | 3 | 21 | 4,7 | 6,4 % |
2. | TDC | 53 | 2,54 | 29,9 % |
3. | Telia | 22 | 1,66 | 19,0 % |
4. | Telenor | 18 | 1,26 | 20,5 % |
* = Årsberetning 2009, Teleankenævnet, mobil-sager ** = IT- og Telestyrelsen, Telestatistik – første halvår 2009 |