Forbrugerombudsmanden politianmelder Humac

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Humac A/S for ikke at vise låneomkostninger ved køb af PC'er på en klar og fremtrædende måde.

Forbrugerombudsmanden politianmelder Humac

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Humac A/S for at have markedsført ydelsen ved finansieret køb af pc’er, uden at vise låneomkostningerne frem på en klar og fremtrædende måde.

Læs også: Telenor mistede 62.000 kunder i 2019

Politianmeldt for fire annoncer

Humac, som er den eneste Apple Premium Reseller i Danmark, har i fire avisannoncer markedsført ydelsen ved finansiering af PC’er, uden at vise de øvrige låneomkostninger klart og på en fremtrædende måde. Det er en overtrædelse af markedsføringsloven, og derfor har Forbrugerombudsmanden politianmeldt Humac.

Humac reklamerede i de fire annoncer for computerne med en månedlig ydelse, der var finansieret af Santander Consumer Bank, men de øvrige låneomkostninger var kun vist med meget småt nederst i annoncen. Derudover var låneomkostningerne uigennemskuelige og sammenblandet med andre vilkår for tilbuddet.

Efter markedsføringsloven har virksomheder, der reklamerer med den månedlige ydelse for finansieret køb af en vare, pligt til at vise alle låneomkostningerne på en klar, kort og fremtrædende måde i annoncen. Låneomkostningerne er fx de årlige omkostninger i procent og det samlede beløb, der skal betales tilbage.

Læs også: Private nethandler går ofte galt – 8 gode råd

Låneomkostningerne skal fremstå klart og tydeligt

Da Humac ikke viste låneomkostningerne klart og på en fremtrædende måde i sine fire annoncer, er det Forbrugerombudsmandens vurdering, at Humac har overtrådt markedsføringsloven.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Det koster penge at låne penge, og det skal stå helt klart for forbrugerne, straks de ser en annonce for et attraktivt produkt med et finansieringstilbud. Det er formålet med markedsføringslovens oplysningskrav.”

Christina fortsætter:

”Det er vigtigt for forbrugerne, at virksomhederne overholder kravet om at vise alle omkostninger ved et lån klart og fremtrædende. Der må ikke være risiko for, at forbrugere, som læser annoncerne, helt overser udgifterne ved at finansiere købet af en vare.”

Læs også: Nu kan du give en MobilePay i gave