Nintendo DS er ALT for dyr – her er et billigt alternativ

Julen nærmer sig og Nintendo DS står øverst på børnenes ønskeliste. Men købet kan blive RIGTIGT dyrt. Læs her vores bedre og billigere forslag.

Nintendo DS er ALT for dyr – her er et billigt alternativ

Mange forældre kender allerede situationen: Igen i år har junior en Nintendo DSi øverst på ønskelisten.

Junior har de sidste 10 måneder konstant plaget om en Nintendo DSi, fordi Mads ovre fra børnehaven allerede fik en sidste jul, og i storesøsters fritidsklub har de også Nintendo DSi. Alle børn elsker Nintendo DSi, og selv pædagoger roser spillemaskinen for at være simpel og udfordrende for børnene.

Når alle de andre børn allerede har sådan en spillemaskine, så skal junior vel også have en?

Hvordan kan man som forældre, der selv er vokset op i Nintendo generationen og oveni købet selv har ejet en Nintendo maskine i de første leveår, sige nej til juniors højeste ønske? Nej, vel?

Men det var desto mindre ikke udfordringen sidste år for denne journalist, men valget fald overraskende ikke på Nintendo DSi. Valget faldt i stedet for på en Apple iPod touch, og det har ikke kun sparet denne journalist mange penge – fravalget af Nintendo har som plus også givet klogere børn, der ikke er bange for at belære forældrene om basal naturvidenskab.

Men hvordan kan det dog hænge sammen, når nu Apple er kendte for deres høje opskruede priser? Giver en Apple iPod virkelig klogere børn, og hvorfor faldt valget ikke på en Android tablet i stedet for?

Nintendo DSi (Foto Nintendo.dk)

Køb dig fattig i spil

En Nintendo DSi koster i omegnen af 1.000 kroner, og de fleste spil til spillemaskinen koster mellem 100-300 kroner pr. stk. En Nintendo DSi komplet med 5-6 forskellige spil kan altså meget let løbe op på omkring 2.000 kr.

Bare tanken om to børn, der hver vil have ti nye spil hver år, det kan skræmme enhver forældre.

En Nintendo DSi er altså ikke et helt billigt bekendtskab, og hver gang børnene skal have et nyt spil, så skal man have pungen op af lommen og betale flere hundrede kroner.

Apple iPod Touch (Foto Apple.dk)

iPod – det relativt billige alternativ

Svaret var for mit velkommende en Apple iPod Touch. iPod er mest kendt for være en fremragende musikafspiller, men iPod Touch versionen har en masse ekstra at byde på.

iPod Touch indeholder en touchskærm, har masser af plads, indbygget kamera og en lynhurtig processor, hvilket gør det til en meget kompetent spillemaskine.

Apples iPod Touch benytter iOS, som er styresystemet på Apples iPhone, iPad og iPod produkter.

En Apple iPod Touch kan købes fra omkring 1.500 kroner, hvilket altså er lidt dyre end en Nintendo DS til omkring 1.000 kroner, men forskellen i pris bliver hurtigt udlignet, så snart man begynder at købe spil.

Spil, spil og endnu flere spil

Der findes et hav af spil til iOS platformen til relativ få penge, og spillene er af overraskende høj kvalitet.

Netop det kæmpe udvalg af spil i højkvalitet er en kæmpe fordel, når man sammenligner Apples iPod touch med Nintendos DSi. Mens udvalget af spil til Nintendo DSi er begrænset og relativt dyrt, så findes der flere hundredtusinder spil til iOS, hvoraf mange ligefrem er gratis.

Da iOS også er styresystemet på iPad og iPhone, så kan man selvfølgelig benytte de købte spil på tværs af Apples produktportefølje.

Billige børnespil

Et børnespil af høj kvalitet koster til iOS typisk mellem 6-99 kr. og licensvilkårene for spillet er så fleksible, at man kan installere spillene på flere iOS enheder helt uden ekstra omkostninger.

Derved kan man nøjes med at købe et spil én gang og benytte samme spil for flere enheder, så søskende kan spille samme spil på forskellige iOS enheder.

Udover købespillene så findes der også rigtig mange gratis spil til iOS – vel at mærke spil som børn faktisk finder underholdende, sjove og udfordrende.


Spillet Asphalt 5 fra Gameloft er en af de meget populære spil til iOS

Ingen roser uden torne – selv i Tornerose spil

En ting, man dog skal tage højde for på iOS platformen, er muligheden for misbrug.

De fleste har sikkert hørt skrækhistorier om uheldige forældre, der har fået lænset deres kreditkort for flere tusinde kroner, fordi børnene har spillet spil med såkaldte in-app købsmuligheder.

Vi taler altså her om spil, som giver mulighed for at købe virtuelle ting i selve spillet for rigtige penge.

Disse skrækhistorier kan sikkert give stof til eftertanke for mange forældre, da ingen ønsker, at junior køber virtuelle Smølfe-ting for 1.800 kroner på 4 minutter.

Når du giver dit barn en telefon eller en andet elektronisk enhed i hånden, så skal du være klar over, at du potentielt giver børnene et kreditkort i hånden. Det er derfor dit ansvar som forældre, at forhindre dit barn i at bruge dette kreditkort. Dette faktum kan desværre ikke understreges nok – husk det nu!

Heldigvis så er problemet ikke større, end hvad man kan overkomme med lidt omtanke og forberedelse.

Sådan undgår du ubehagelige overraskelser

iOS platformen indeholder flere muligheder for at begrænse børns muligheder for køb af spil og tjenester. Disse muligheder bør man som forældre benytte sig af.

Først og fremmeste skal man være klar over, at man ikke kan købe og installere spil uden at indtaste kodeordet til den pågældende konto til App Store.

Dernæst skal man være klar over, at når man har indtastet sit kodeord for at installere et nyt spil, så står ens konto åbnet de næste cirka tyve minutter – og først derefter kræver iOS enheden kodeordet indtastet igen. I de tyve minutter står enheden så at sige åbent og børn kan uhæmmet købe løs på ens kreditkort.

Denne faldgruppe kan dog med lethed helt undgås ved udelukkende at købe og installere spil på ens computer, og derefter synkronisere spillet over på iOS enheden.

Alternativt så kan man også helt fjerne mulighederne for in-app køb og installation på enheden. På iOS enheder ligger denne mulighed for at begrænse købsmulighederne under menupunktet:
Indstillinger – Generalt – Begrænsninger – Tillad indhold – Indkøb i programmer.

Under begrænsninger kan man også fjerne adgangen til f.eks. Safari, YouTube eller kameraet, og man kan forhindre, at der bliver installeret eller fjernet apps på enheden.

Nørd indhold

Selvom udvalget af spil og apps er enormt til iOS, så er der flere muligheder for underholdning. iPod Touch er jo også en fremragende musik og videoafspiller, og kombineret med iTunes softwaren til Windows eller Mac, så har man flere muligheder for at underholde børnene.

På iTunes findes der et stort udvalg af podcast, som kan hentes og lægges ned på iOS enheden. Danmarks Radio har et stort udvalg af både videopodcasts og lydbøger, som ligger klar til fri afbenyttelse.

Udsendelserne Lille Nørd og Store Nørd skal lige fremhæves som fremragende udsendelser, der ikke bare underholder børnene, men også gør børnene væsentligt klogere på en række områder såsom naturvidenskab.

Denne journalist er flere gange blevet belært omkring dyr og natur, fordi børnene har set disse udsendelser igen og igen. Jeg kan ikke kende forskel på en musvit og en mejse, men så er det jo godt, at børnene kan belære forældrene, når deres manglende basisviden bliver alt for tydelig.


Pee Monkey Plant Bloom til iOS

Hvad med Android?

Googles konkurrent til Apples iOS hedder Android. Android findes også til både telefoner, media-afspillere og tablets, og man kan med rette spørge, om man ikke kunne spare lidt penge og købe et Android produkt til børnene i stedet for.

Det kort svar er nej.

Det lidt længere svar er, at udvalget af børnespil til Android slet ikke er på højde med iOS. Der findes skam et rimeligt stort udvalg at børnespil til Android, og mange af de meste populære børnespil til iOS findes da også til Android platformen.

Forskellen er bare for stor mellem de to platforme. For hvert godt børnespil til Android, så findes der tyve til iOS. Endvidere så findes flere af de mest populære børnespil og applikationer såsom bøger kun til iOS platformen.

Samtidig så findes der meget få børnespil til Android, som er optimeret til tablet brug, hvilket er et minus, hvis man ønsker at benytte en tablet.

På et tidspunkt haler Android måske mere ind på iOS, men hvis man bare ønsker at give børnene en spillemaskine uden alt for meget bøvl og besvær, så er det stadigvæk iOS, der løber med sejren.

Faren lurer på Android

Det er dog meget bekymrende, at det er relativt let at købe ekstra indhold på Android enheder. På flere Android enheder er det f.eks. muligt at købe spil og applikationer helt uden at indtaste et kodeord.

Derved kan ungerne købe løs af spil og programmer, hvilket kan blive en stor økonomisk lussing for forældrene.

For at smide salt i såret så indeholder mange af børne-applikationerne i Android Market reklamer for købeindhold (f.eks. andre applikationer), og børn kan derved meget let uforvarende købe og installere betalingsapplikationer.

Gode børnespil på iOS

En iPod Touch er ikke bedre end spillene, som man køber, og hvem ved det bedre end børnene selv? Jeg har derfor spurgt Karoline på 6 år og Nicolai på 4 år, hvilke spil de syntes er de sjoveste på deres iPods.

Her er listen i vilkårlig rækkefølge:

Børnepuslespil
Pris 6 kroner

Fruit Ninja
Pris 6 kr.

Hungry Shark
Gratis

Jigsaw puzzles
Pris 12 kroner

Plant Bloom
Pris 6 kroner

Dressing Laura
Pris 6 kroner

Cars 2
Pris 6 kroner

Nintendo DS imod Apples iPod

Nintendo er næsten en institution indenfor casual gaming, men Apples iPod Touch gør et usædvanlig godt job.

Jeg har endnu ikke fortrudt købet af iPods i stedet for Nintendo DSi, og børnene er glade for deres elektroniske legetøj. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg havde mine betænkeligheder ved at lade børnene rende rundt med hver deres skrøbelige iPod Touch.

Mine betænkeligheder blev dog hurtigt gjort til skamme, og begge iPods har været smidt på gulvet mange gange uden problemer.

Udvalget af spil til iOS platformen er enormt, og prisen pr. spil er lav. Kombineret med mulighederne for videopodcast og musik, så er en Apple iPod Touch en væsentlig bedre investering end en Nintendo DSi.

Men det er selvfølgelig min mening. Hvad siger vores kære læsere?
Hvad er jeres erfaringer med spillemaskiner til jeres børn?

Del din viden og erfaring med os andre i kommentarfeltet herunder.

Sagen er ikke slut

Historien var ikke død. mobilsiden valgte at gå videre med sagen. 1/11/2011 havde vi dette at sige med en artikel omkring HTC Titan – en stor oplevelse (mobiltest)Klik her for at åbne artiklen.. Redaktionen har stadig interesse for temaet. Klik her for at læse aktuelle nyheder..