Google Assistent bliver bedre til at udtale navne

Google introducerer tre store nyheder i Google Assistent. Blandt andet kan du lære den at udtale navne korrekt, hvis stemmeassistenten har problemer med nogle navne.

Har du eller en af dine kontaktpersoner et særligt navn, som Google Assistent konsekvent ikke kan finde ud af at udtale eller forstå korrekt? Så er der håb forude. Selv de mest mærkværdige navne vil Google Assistent snart være i stand til at udtale og forstå. Google gør det nemlig muligt for dig at lære assistenten udtalen af navne.

Læs også: Smarte skærme med Google Assistent får nye funktioner

I et blogindlæg oplyser Google nemlig, at man hen over de næste dage udruller den nye funktion. Dermed kan du selv kan træne assistenten i de tilfælde, hvor den kunstige intelligens bag assistenten halter bagefter.

Ændringerne ser ud til at blive rullet ud i menupunktet ”Dine personer” i indstillingerne for Google Assistent. I forvejen kan man allerede nu tilføje kontaktpersoner og tildele dem en forbindelse til dig, f.eks. at en kontaktperson er din tante, faster, bedste ven osv. I menupunktet ”Kaldenavn” kan du også allerede i dag hjælpe assistenten med udtalen af dit eget navn. Men snart kan du altså også gøre dette for alle dine kontaktpersoner.

Det vil ikke kun give dig en bedre oplevelse med Google Assistent. Også alle andre får gavn af det. Din lydoptagelse sendes kortvarigt til Googles servere, hvor der laves stemmegenkendelse. Med tiden bliver Google Assistent derfor bedre til at forstå svære navne.

Google oplyser, at funktionen i første omgang vil rulle ud på engelsk, men at man håber på at kunne udvide udrulningen til flere sprog snart.

Foto: Google

Læs også: Snart kan Google Assistent finde din forsvundne iPhone

Bedre forståelse af kontekst og mere naturlige samtaler

Google har også forbedret Google Assistent på to andre punkter. Har du prøvet at bede assistenten om at starte en timer eller sætte en alarm og komme til at fumle med kommandoen, fordi du var usikker på tidspunktet for alarmen eller varigheden af timeren? Google Assistent har hidtil haft svært ved at forstå sætninger, der ikke var simple og letforståelige. Men det er slut nu.

Google har udviklet algoritmen forfra, så den nu forstår konteksten meget bedre. Hvis du for eksempel siger ”OK Google, start en timer på 5, nej vent, 9 minutter”, så ved assistenten nu, hvad du mener. Før ville svaret være ”Okay, en timer på 9 minutter kaldet 5, nej vent, starter nu”, hvilket ikke giver meget mening. Nu svarer Google Assistent f.eks. med ”Okay, 9 minutter, og vi starter nu”.

Du kan også bede assistenten om at starte flere timere. Når du nu beder om at slette ”den anden timer”, forstår Google Assistent nu, hvilken der er tale om. Du kan også spørge om, hvor lang tid af timeren der er tilbage.

Disse forbedringer er dog i første omgang kun tilgængelige på engelsk i USA og vil snart blive rullet ud på telefoner og smart-skærme.

Det er også muligt at foretage langt mere naturlige samtaler med Google Assistent nu. For eksempel kan du spørge om vejret i Miami denne kommende weekend, hvor Google viser vejrudsigten. Derfra kan du spørge om alverdens ting, uden du behøver at forklare konteksten. For eksempel kan du sige ”vis mig de bedste strande”, hvor Google Assistent viser strande i Miami. Derefter kan du igen spørge om ”hvilke bygninger er højest derhenne?”. Igen kan du spørge om ”hvem byggede den første?” og atter ”hvor mange etager har den?” og ”vis mig billeder af opførelsen”.

Læs også: Forældre og børn kan finde hinanden med Google Assistent