Google lukker ned for adgang til smarte SMS-chatfunktioner
Det er efterhånden flere år siden, at RCS blev spået til at være SMS-teknologiens efterfølger, og som på sigt skulle erstatte den aldrende beskedteknologi.
Udrulningen er sidenhen sket langsomt og i meget små etaper, hvor Telenor er det eneste teleselskab i Danmark, der officielt understøtter teknologien – eller chatfunktioner over SMS, som det også kaldes.
I efteråret 2019 viste det sig pludselig, at det var muligt at aktivere RCS på alle Android-telefoner ved at ændre en indstilling i Googles indbyggede SMS-app, Beskeder. Det var en kæmpe nyhed, at alle pludselig kunne få de smarte chatfunktioner, som ellers tidligere krævede, at ens teleselskab understøttede det.
Læs også: Efterfølgeren til SMS: Google tager nu sagen i egen hånd
Google: Slut med uberettiget adgang til RCS
Det viste sig at være en kort fornøjelse på få måneder. Inden udgangen af februar vil Google nemlig lukke ned for adgangen til chatfunktionerne, hvis ens teleselskab ikke understøtter dem officielt. Det oplyser en Google-medarbejder i et indlæg.
Årsagen til, at det sker, er formentlig, at det aldrig var meningen, at brugere skulle opnå adgang til RCS uden om de officielle metoder. Tricket, som i efteråret gav adgang til chatfunktionerne, foregik nemlig via en skjult indstilling i Beskeder-appen, hvor man kunne angive en URL-adresse fra Google som den server, der skulle stå for at sende og modtage beskederne via RCS-teknologien.
Læs også: Find de bedste mobilabonnementer
Men i stedet må du altså nøjes med den planlagte og indtil videre noget langsommelige udrulning af chatfunktionerne. Google oplyser dog, at de stadig arbejder på at rulle RCS ud til flere lande og teleselskaber.