Google opgraderer Gmail til iPhone og Android-mobiler

Goggles webbaseret mobiludgave af Gmail har fået tilføjet nye funktioner, der blandt andet lader brugerne arbejde offline. Flere forbedringer er på vej.

Google opgraderer Gmail til iPhone og Android-mobiler

Google har frigivet en opgraderet udgave af Gmail, der giver nye funktioner til både iPhone og Android-baserede mobiltelefoner. Det oplyser softwaregiganten på sin officielle Gmail-blog.

De nye funktioner tæller blandt andet en såkaldt “floaty bar”, som automatisk følger med, når man markerer en eller flere mails og scroller ned. Fra denne bar kan man arkivere, slette, markere som læst, markere som ulæst og definere som spam. Ønsker man ikke markere disse mails alligevel, trykker man blot på krydset i “floaty bar”.

Google har ligeledes gjort det hurtigt og nemt at gennemsøge sine mails for et eller flere ord. Således er der placeret en søgeknap – markeret ved et ikon med et forstørrelsesglas – i toppen af indbakken.

En af de mere interessante opgraderinger er imidlertid muligheden for at arbejde offline. I stedet for konstant at snakke sammen med en server, gemmer Gmail indholdet på selve telefonen. Således vil arkivering eller stjernemarkeringer i første omgang blive gemt på telefonen for derefter at blive sendt til Gmail-serverne, når der er netværksforbindelse.

Den nye offline-funktion betyder blandt andet, at man kan skrive en ny mail og trykke send, selv om der ikke er dækning. Mobilsiden.dk har testet den nye mobile Gmail, og det virker. Lige så snart forbindelsen er etableret igen, sørger Gmail selv for at samle den ‘sendte’ mail op og smide den af sted til modtageren.

Man kan også foretage en tidligere søgning blandt sine mails, mens man er offline. Vil man forsøge sig med en ny søgning, skal man imidlertid have forbindelse.

Det er endnu ikke muligt, at sortere sine mails ved hjælp af etiketter, som man kender det fra den normale udgave af Gmail. Ifølge Cnet arbejder Google dog på sagen.

Hvis man vil give sig i kast med den nye webbaseret mobil-version af Gmail, skal man huske at ændre sit sprog fra dansk til engelsk. Det kan man gøre ved at logge ind på sin Gmail på computeren og trykke på ‘indstillinger’ øverst i højre hjørne.

Det er også muligt at få direkte adgang til servicen fra hjemmeskærmen på en iPhone. Når man har tastet gmail.com ind i adressefeltet i safari-browseren, trykker man blot på +-tegnet i bunden af skærmen og vælger ‘Føj til hjemmeskærm’.