Google vil forhindre ulovligt Nexus One salg

Google går efter ulovligt salg af Nexus One i Danmark, og sætter efter telebutikker der sælger Nexus One.

Google vil forhindre ulovligt Nexus One salg

Mastodonten Google Inc. har pudset en advokat på de teleforhandlere, der har importeret Googles mobil Nexus One til Danmark, for at sælge den videre.

Telefonerne er nemlig hentet til landet fra et land uden for EU, og det er ulovligt.

Det er ikke muligt at købe Google Nexus One i Danmark gennem de officielle salgskanaler, men Google har tidligere givet udtryk for, at Danmark er et interessant marked. 

– “Vi er en stor organisation, og derfor skal mange faktorer falde på plads, men forhåbentlig når alle de ting er faldet på plads, så har vi en telefon på markedet”, har direktør Peter Friis fra Google Danmark tidligere sagt til Mobilsiden.dk.

Man kunne spekulere i, om manøvren med at sikre, at der ikke er andre kanaler, der sælger Nexus One, er den samme, som den Apple lavede forud for, at iPhone kom til Danmark.

Forhandler ærger sig

En af de mobilbutikker, som Google har bedt om at fjerne Nexus One fra hylderne, er internetbutikken Go Blue.

– “Jeg synes det er ærgerligt, at Google bruger så mange penge og tid på at jagte små forhandlere – i stedet for bare at sende Nexus One på markedet til glæde for alle. Så ville prisen jo også blive billigere for kunderne, fordi man sparer mellemledet,” siger Allan Markhoul, indehaver af Go Blue.

Allan Markhoul fortæller, at Nexus One har solgt godt i hans onlineshop. Efter henvendelsen fra Google er han stoppet med at sælge mobilerne.

Fjernet fra Mobilpriser.dk

Tidligere har du gennem prisdatabasen Mobilpriser.dk kunnet finde frem til den billigste Nexus One i Danmark. 

Men efter en henvendelse fra Googles varemærkeadvokat er Nexus One nu fjernet fra Mobilpriser.dk.

I stedet bliver du nu mødt med teksten “På grund af manglende rettigheder til at sælge og distribuere Google Nexus One i Danmark, kan vi desværre ikke aktuelt vise priser og forhandlere på produktet.”