Rygte: iPad får 4G i Danmark – iPad Mini kun Wi-Fi
Da tredje generation af Apples iPad tidligere på året blev frigivet i Danmark, blev de danske brugere snydt for lynhurtig internetsurf via 4G-nettet.
Den populære tablet understøtter nemlig ikke de danske 4G-frekvenser, men det kan der snart blive lavet om på.
Ifølge The Guardians kilder i tech-industrien kan vi således forvente, at en ny udgave med understøttelse af 1800 Mhz-frekvensen er på vej. Dette vil gøre det muligt at anvende både Telias og 3’s 4G-services, mens TDC 2600 MHz-frekvens vil blive efterladt i skyggen – nøjagtig som med iPhone 5.
The Guardian tager ligeledes fat på rygterne om den såkaldte iPad Mini – det vil sige en Apple-tablet på omkring 7″ i stedet for 9,7″. Avisens kilder mener ikke, at man skal forvente hverken 3G- eller 4G-understøttelse, da Apple vil forsøge at holde prisen nede i konkurrencen med eksempelvis Kindle Fire og Nexus 7. Forbindelsen til nettet vil derfor kun kunne ske via Wi-Fi.