Amazon-medarbejdere sigtet for at stjæle iPhones for 500.000 euro
Sagen begyndte, da Amazon ikke kunne forstå, hvorfor nogle af kundernes pakker vejede mindre, end de burde gøre. Teknologivirksomheden besluttede sig for at tage sagen i egen hånd og installerede derfor skjulte kameraer, så de kunne finde ud af, hvorfor der var vægtforskelle.
Videooptagelserne viste angiveligt, at en gruppe medarbejdere i al hemmelighed fjernede det faktiske indhold af pakker, som en medskyldig havde bestilt på hjemmesiden med billigt indhold. I stedet erstattede de indholdet med en iPhone 12 eller en iPhone 12 Pro.
Se også: De billigste priser på iPhone 12
Havde ti iPhones på sig
Efter den interne undersøgelse blev sagen overdraget til politiet, og fem medarbejdere blev derefter anholdt og sigtet for tyveri. Tre af dem blev arresteret på vej hjem fra arbejde, en fjerde blev arresteret under arbejdet, og en femte overgav sig frivilligt til politiet. Alle fem er fyret fra Amazon og afventer retssag.
De fem anholdte havde ti iPhones i deres varetægt – nogle der sandsynligvis var beregnet til at blive sendt ud ved hjælp af samme metode. De havde også et stort antal klistermærker med IMEI-numre på sig, der tilsyneladende var revet af kasserne for at forpurre efterforskningen.
Politiet undersøger fortsat, hvor de afsendte iPhones er endt henne, så det er meget muligt, at flere anholdelser er på vej.
Læs også: iPhone 12 Pro Max er i butikkerne – her er de bedste priser