EU advarer Apple midt i en strid med Epic Games
EU undersøger Apples lukning af en konkurrerende appbutik, som Fortnite-skaberen Epic Games står bag. Den nye EU-forordning Digital Markets Act (DMA) kan slå hårdt ned på Apples praksis.
Læs også: iOS 17.4 ruller ud – understøtter nu alternative appbutikker
Kan blive dyrt for Apple
Epic Games ønskede, at drage fordel af DMA-loven ved at lancere sin egen appbutik til iOS. Men ved at lukke deres udviklerkonto, har Apple ganske enkelt forhindret dem i det. Begrundelsen fra Apple var, at det er et kontraktbrud på en tidligere afgørelse i deres langvarige juridiske tvist med Epic Games.
Epic Games har beskyldt Apple for at lukke ned for deres bestræbelser på at etablere deres egen spilbutik på iOS-enheder i Europa. Udvikleren siger, at det er et brud på den nye EU-forordning Digital Markets Act (DMA), som trådte i kraft i torsdags.
Det har fået EU til at reagere:
“Under DMA er der ikke plads til trusler fra gatekeepere om at lukke munden på udviklere. Jeg har bedt vores afdeling om at undersøge Apples opsigelse af Epics udviklerkonto som en prioritetssag,” skrev EU-kommissær for det indre marked Thierry Breton på X.
I en separat erklæring tidligere på dagen bad Europa-Kommissionen også Apple om at uddybe, hvordan deres handlinger over for Epic er i overensstemmelse med DMA-reglerne.
Apple har hævdet, at Epic har brudt sine kontraktlige forpligtelser ved at oprette sin egen app-butik. Tech-giganten siger, at på grund af en tidligere retsafgørelse “har Apple ret til at opsige alle eller nogle af Epic Games’ helejede datterselskaber, associerede selskaber og/eller andre enheder under Epic Games’ kontrol til enhver tid og efter Apples eget skøn.”
Tim Sweeney, der er administrerende direktør for Epic Games, har udtalt, at der er brug for “hurtig handling” i forbindelse med Apples påståede overtrædelse af DMA.
Se også: Test af de nyeste smartphones
Apple kalder løsningen for usikker
Hidtil har Apple kun tilladt installation af apps fra sin egen appbutik, men EU’s forordning om digitale markeder har netop tvunget Apple til at tillade brugere at downloade apps fra andre appbutikker end App Store.
Apple har sagt, at DMA-reglerne udsætter iOS-brugere for sikkerhedsrisici i Europa. Hvis europæiske brugere downloader apps uden for iOS-systemet, hævder Apple, vil det være mere sandsynligt, at de bliver ramt af malware, svindel eller ulovlige tjenester.
EU derimod siger, at reglerne vil sikre “flere og bedre tjenester” og “mere retfærdige priser”, blandt andre fordele. Overtrædere kan se frem til massive bøder, hvis de bryder reglerne.