Google Chrome er sårbar for spionage
Hvis man ellers er velbevandret i Google-universet, er man sikkert også på fornavn med “Google Now”, der er søgegigantens personlige assistent. Google Now er en stemmegenkendelsesfunktion, som vi kender det fra Siri på Apple-enhederne. Modsat Siri så virker “Google Now” rent faktisk også i Chrome-browseren til computeren, hvis man ellers har indstillet sit sprog til engelsk.
Nu forlyder det dog, at funktionen er sårbar for angreb fra ondsindede websites, der via computerens indbyggede mikrofon, ønsker at følge med i dit liv. Det skriver Arstechnica.
Som det tydeligt fremgår i videoen herover, så er browseren altså i stand til at optage fra mikrofonen, selvom at browservinduet som godkendes til talegenkendelse er lukket, og der i øvrigt ingen indikation er på at funktionen er igang.
Fejlfinding værdsættes men rettes ikke
En talskvinde fra Google har siden mailet Ars med følgende erklæring: “Sikkerheden for vores brugere er en topprioritet, og denne funktion er designet med sikkerhed og privatlivets fred i tankerne. Vi har undersøgt sagen igen, og mener stadig, at der ikke er nogen umiddelbar trussel, da en bruger skal aktivere talegenkendelse for hvert websted, der anmoder om det. Funktionen er i overensstemmelse med den gældende W3C standard, og vi fortsætter med at arbejde på forbedringer.”
Skulle du alligevel fortryde, at have givet et website lov til at bruge mikrofonen i Chrome, kan du deaktivere det igen ved at gå i: Indstillinger, Vis avancerede indstillinger, Indstillinger for indhold..(Beskyttelse af personlige oplysninger), Administrer undtagelser (Medier).
Indtil videre er der altså ingen tegn fra Google, om at lave om på funktionaliteten af stemmegenkendelsen, så måske du skal overveje en ekstra gang om du vil godkende adgang til din mikrofon.
Kilde: Arstechnica