Google lancerer tolk til Google Assistent

Google har startet lanceringen af en funktion, der kan hjælpe med at oversætte 26 forskellige sprog.

Google lancerer tolk til Google Assistent

For en måned siden afslørede Google, at smart-højtalere og smart-displays med Google Assistent vil få en opdatering, der lader de intelligente enheder oversætte forskellige sprog.

Læs også: Stjal brugernes billeder: 29 apps fjernet fra Googles app-butik

I går har Google så opdateret deres Google Assistent-supportside med informationer om det, de kalder for “Interpreter Mode”. Funktionen skulle allerede nu være tilgængelig i alle Google Home-højtalere, en række tredjepartshøjtalere med Google Assistent og alle smart-displays på markedet.

google home mini
Det er blandt andet smarthøjtalere som denne Google Home Mine, der nu har fået en virtuel tolk. Foto: Google

For os her i Danmark, er der selvfølgelig altid den hage ved nye funktioner, at de kun virker på engelsk i starten. Ikke desto mindre er dansk et af de 26 sprog der kan oversættes til og fra. For at få adgang til Googles virtuelle tolk skal man dog gøre brug af engelske kommandoer. Kommandoerne kan ifølge Google lyde således:

  • Be my Italian interpreter.
  • Help me speak Spanish.
  • Interpret from Polish to Danish.
  • Chinese interpreter.
  • Turn on interpreter mode.

For at stoppe tolken igen, skal man bare sige stop, quit eller exit. Det er selvfølgelig lidt irriterende at skulle bruge engelske kommandoer for at komme i gang med at oversætte, men at dansk er blandt de første sprog som oversætteren forstår, må siges at være et fremskridt. Udover dansk har Google inkluderet et godt mix af forskellige sprog, blandt andet italiensk, spansk, fransk og græsk, som nok kan hjælpe en del på sommerferien.

Læs også: Google inviterer til Google I/O 2019

Mere information om Googles Interpreter Mode kan findes via Googles supportside.